Jeg taler med mange præster. De fleste samtaler giver mig noget at tænke over. Nogle få giver indsigt, der kan ændre den måde, jeg leder på.
Her er fire afgørende idéer, som forandrer min personlige tjeneste.
- At være præst er en teamopgave.
- Træning i evangelisation virker ikke.
- Bestig ikke det forkerte bjerg.
- Uden tillid mislykkes vigtige relationer.
“At være præst er en teamopgave.”
Det Nye Testamente beskriver en gruppe ældste, der sammen vogter en menighed og deler ansvar og myndighed. Det er aldrig kun én person. Den moderne model med en ledende præst er lånt fra virksomheders hierarki. Skriften beskriver et fælles ældsteråd med ansvarlighed indbygget.
Sats Solanki nåede ikke frem til et fælles lederskab gennem teori. Han nåede frem til det gennem et sammenbrud. I 2020 kollapsede den kirke, han tjente i. Den ledende præst forlod landet og gjorde aldrig rede for, hvad der var sket. Den oplevelse tvang Sats til at spørge, hvorfor én person overhovedet havde haft så meget ukontrolleret magt til at begynde med.
Sats gik til Skriften, og jo mere han udforskede og studerede, desto tydeligere blev svaret. Sats forankrer det fælles lederskab i Det Nye Testamentes ældsteråd og påpeger, at den tidlige kirke konsekvent beskriver apostle, der grundlagde kirker og derefter udnævnte teams af ældste til sammen at vogte en menighed. Ingen steder ser vi en enkelt ledende skikkelse øverst.
Et fælles lederskab indbygger ansvarlighed i strukturen, før en leder får brug for den, i stedet for efter at en krise tvinger spørgsmålet frem. Magt uden indbyggede kontrolmekanismer bliver før eller siden farlig, uanset hvor gode lederens hensigter er.
Sådan påvirker det mit lederskab:
I New Life Fellowship, hvor jeg er præst, har vi et team på fire ældste, som deler ansvar og myndighed. Vi træffer beslutninger i enighed. Vi er meget bevidste om at leve åbent sammen, ikke holde på hemmeligheder og invitere hinanden ind i vores liv. Den tillid har skabt et stærkt bånd mellem os. Jeg kan ikke forestille mig at være præst på nogen anden måde.
"Træning i evangelisation virker ikke."
Frank Friedmann, en præst med 45 års erfaring i tjenesten, mener, at træning i evangelisation mislykkes, fordi den lærer metoder … og metoder uden LIV er blot en øvelse, hvor vi samler beslutninger for Kristus i stedet for at elske andre. “Når nogen virkelig ved, hvad der er sandt om dem i Kristus,” siger Frank, “sker evangelisation af sig selv.”
Frank Friedmann, en præst med 45 års erfaring i tjenesten, mener, at træning i evangelisation mislykkes, fordi den lærer metoder, og metoder uden liv blot er en øvelse, hvor vi samler beslutninger for Kristus i stedet for at elske andre.
Når nogen virkelig ved, hvad der er sandt om dem i Kristus," siger Frank, "sker evangelisation af sig selv.
Frank peger på fem ting, Jesus lovede sine efterfølgere: glæde, fred, hvile, frihed og et liv i overflod. Han beder præster om at se på deres egen menighed og tælle, hvor mange mennesker der har bare to af disse fem som en levet virkelighed. De fleste præster bliver stille. Derefter spørger han, hvor mange der har alle fem, og de fleste kan ikke komme i tanke om en eneste person.
Værktøjer som De Fire Åndelige Love eller Evangelism Explosion er ikke forkerte, siger Frank, men de kan blive en erstatning for et liv, der ikke afspejler det, Jesus faktisk lovede.
Når troende forstår, hvad der allerede er sandt om dem i Kristus, holder evangelisation op med at være et program og begynder at være et biprodukt.
Sådan påvirker det mit lederskab
Jeg har taget kurser i evangelisering, lært manuskripter udenad og arbejdet på at nå kvoter for ’vidnesbyrd’. Franks pointe får mig til at stille et sværere spørgsmål om livskraften i min tro – og ændrer fokus for min undervisning. Jeg arbejder på at hjælpe medlemmerne i min kirke med at forstå, hvor GOD Jesus er … og langsomt, men sikkert, deler folk det med andre.
“Bestig ikke det forkerte bjerg.”
Jim Gordon bruger metaforen om at bestige det forkerte bjerg i tågen for at opfordre ledere til regelmæssigt at standse op og sikre sig, at deres daglige travlhed fortsat er forankret i deres sande, Gudgivne mission i stedet for selvpålagte forpligtelser.
Travlhed og kald er to forskellige ting. Bevægelse er ikke det samme som retning.
Jim Gordon fortæller historien om en ven, Mark Kennedy, som begav sig ud for at bestige et bjerg i Skotland. Kennedy tog af sted før daggry for at komme tågen i forkøbet, klatrede i timevis, og så lettede tågen endelig. Han indså, at han havde besteget det forkerte bjerg.
For Jim er det et billede på en præst, der fylder hver time uden at undersøge, om timerne tjener det, Gud faktisk har kaldet ham til. Du kan prædike trofast hver uge, besøge hvert eneste hospitalsværelse, få hver budgetpost til at gå op og stadig være langt oppe på det forkerte bjerg. Arbejdet er ikke problemet. Problemet er, at arbejdet mangler et kald bag sig.
Findes der noget mere tragisk end at bruge et helt livs tjenesteindsats for en dag at indse, at man arbejdede hen imod det forkerte sæt mål?
Løsningen er ikke større indsats. Det er et enkelt spørgsmål under kalenderen: Er denne aktivitet det, Gud beder mig om, eller noget jeg har påtaget mig uden at tænke over det?
Sådan påvirker det mit lederskab:
Jeg har tilbragt hele perioder oppe på det forkerte bjerg uden at vide det, før jeg allerede var der. Jims spørgsmål er enkelt, og jeg er ved at lære at stille det oftere: “Bad Gud faktisk om dette, eller besluttede jeg bare, at det skulle gøres?” Derudover er jeg begyndt at gennemføre en personlig tjenestegennemgang to gange om året for at hjælpe mig med at holde det vigtigste som det vigtigste.
“Uden tillid mislykkes vigtige relationer.”
Alt for mange kirker går uden om eller undgår vanskelige eller smertefulde samtaler med deres præster. Som følge heraf vokser kløften mellem det, der bliver kommunikeret, og det, der er virkeligt, indtil relationerne bryder sammen. Præsten går videre, kirken sørger, og cyklussen fortsætter.
Ed Underwood henviser til Thomas Rainers undersøgelse, som viser, at de fleste præster, der forlader en kirke, gør det efter 3 år. Ed giver ikke udbrændthed, teologisk afdrift eller lav løn skylden. Han peger på tillid – eller manglen på den.
Han kalder mønsteret for gymnasiekæresteri.
En ny præst ankommer, og alle viser sig fra deres bedste side. Ingen tager de svære ting op. Efter seks måneder viser revnerne sig, men der er allerede blevet investeret for meget til, at man nemt kan gå sin vej. Så folk håndterer det. Glatter det ud. Bevarer freden, indtil freden opretholder sig selv.
Det fungerer et stykke tid, indtil det ikke længere gør, og det hele slutter hurtigt og rodet, mens alle undrer sig over, hvordan de kunne overse tegnene.
Ed siger, at tegnene er synlige hele tiden, hvis man ved, hvor man skal se:
- Møder, der føles manipulerede.
- Emner, som ingen må tage op.
- Konkurrerende tjenester, der kæmper om indflydelse.
Alt dette peger på en kirkekultur, der bygger på præstation i stedet for tillid. Hans løsning begynder ikke med hele kirken. Den begynder med én relation, som du allerede har tillid til, opbygget ærligt i en jord, der kan bære den.
Sådan påvirker det mit lederskab:
I flere måneder undgik jeg at tage en vanskelig samtale med flere af de vigtigste ledere i vores kirke. Så kogte tingene over, og pludselig blev det, der havde været et lille problem, til et stort problem. I dag er jeg MEGET hurtigere til at tage fat på problemer på en venlig, nænsom, men ærlig måde.
