Key Takeaways
Isolation er en indstilling: En præst kan være omgivet af mennesker og stadig være fuldstændig isoleret. Det afgørende er ikke nærhed. Det er tillid.
Det har en pris ikke at stole på andre: Den dag en præst beslutter, at vedkommende ikke ved, hvem der er værd at stole på, træffer vedkommende samtidig en anden beslutning: ikke at blive elsket.
Mønstret er forudsigeligt: Isolation fører til, at man skjuler sig. Det at skjule sig giver skam mulighed for at begynde at finde løsninger på smerte. Disse løsninger bliver mørkere med tiden.
Når jeg spørger præster om deres støttesystemer, lyder svaret som regel nogenlunde sådan her: Der er en morgenmadsgruppe, et par fyre fra andre kirker i området, måske nogle få ældste, de står nær, eller et par bestyrelsesmedlemmer.
Det er ikke ingenting. Men jeg er begyndt at spekulere på, om det er det, Bill Thrall mener, når han taler om at være kendt.
Bill har brugt tre årtier på at sidde over for ledere ved borde. Præster, ledere, grundlæggere af tjenester. Og han bliver ved med at se det samme ske. Den drøm, de begyndte med, stemmer ikke overens med den virkelighed, de lever i. Udmattelsen er virkelig. Isolationen er virkelig. Og når han sporer det tilbage, er roden næsten altid den samme.
De lærte IKKE at stole på andre med deres sande jeg.
Isolation er ikke, hvad vi tror, den er
Ordet isolation får de fleste af os til at forestille os en, der er alene ... barnet i gymnasiet, som ingen venner har, som spiser frokost alene, og som ikke har nogen på sin side.
Det er ikke det, Bill beskriver.
Isolation handler ikke kun om at være alene. Isolation er at være adskilt fra andre.
Have an account? Log In
Isolation er en tillidsindstilling.
Det er frivilligt at åbne sig, så andre kan kende en fuldt ud. Ikke alle, det ville være tåbeligt. Men nogle. For mange af TheLeadPastor.coms læsere er dette en særlig udfordring, ikke sandt?
Vi præster kan have en fuld kalender, et loyalt medarbejderteam, en menighed, der oprigtigt elsker os, og alligevel være fuldstændig isolerede.
Du kan være i rummet og stadig holde dig selv tilbage fra andre. Du kan være omgivet af mennesker og stadig være skjult.
Dataene bekræfter dette.
- Barna’s forskning fra 2023 viste, at 65 % af præsterne rapporterer ekstrem isolation.
- En Barna-undersøgelse fra 2024 viste, at 1 ud af 5 protestantiske seniorpræster havde overvejet selvskade eller selvmord inden for det seneste år.
De tal beskriver ikke mennesker med tomme kalendere. De beskriver mennesker, hvis kalendere er fulde, og hvis indre liv er afskærmet.
Beslutningen inde i beslutningen
Tjenesten er svær. Alle, der har været i den i mere end nogle få år, ved, at den gør ondt på specifikke måder, som er svære at forklare for mennesker uden for den. Og når det gør ondt nok og ofte nok, sker der stille og roligt en forandring.
Du holder op med at være sikker på, hvem du kan stole på.
Bill kaldte det noget af det farligste, han hører fra en præsts mund. Ikke fordi mistillid er irrationel, for nogle gange er den ikke, men på grund af det, den sætter i gang.
Den dag, jeg vælger ikke at stole på,” sagde han, “er den dag, jeg vælger ikke at blive elsket.
Kærlighed kræver adgang. Adgang kræver tillid. Når jeg lukker døren for tillid, har jeg samtidig lukket døren for kærlighed. Han formulerede det på en anden måde:
I den grad jeg stoler på dig, kan jeg opleve din kærlighed. Også selv om dit navn er Gud.
Isolation skaber skjulthed
Ikke dramatisk skjulthed til at begynde med. Bare den almindelige ophobning af ting, jeg ikke fortæller nogen:
- små frygt eller private fiaskoer
- spørgsmål, jeg er flov over at have
- kampe, der føles uforenelige med at være præst
Så går skammen i gang med at arbejde på de skjulte ting. Den begynder at finde løsninger på smerten. Løsningerne føles først til at håndtere. Så gør de ikke længere.
Bill har set tilstrækkeligt mange præstelige fiaskoer tæt på til at kunne beskrive udviklingen med en vis præcision. Tråden fra isolation til et kritisk øjeblik med fiasko er lang, men den hænger sammen.
Så en dag sidder en præst over for Bill ved et bord og siger: Jeg ved ikke, hvordan det her skete. Bills svar er hver gang: Når du er klar til at fortælle mig, hvorfor det skete, hjælper jeg dig gerne. For »Jeg ved ikke, hvordan det her skete« er i sig selv endnu en måde at skjule noget på.
More Articles
- Sats Solanki (Reflect Church) om pluralistisk lederskab
- Delegation er svært, men disse to værktøjer gør det lettere.
- 5 tips og værktøjer til kommunikation blandt kirkens medarbejdere for sammenhold
- 6 taktikker til at håndtere kritik som kirkeleder
- Ungdomsdiscipelskab handler om relationer (IKKE programmer)
Det begynder med beslutningen om at holde op med at have tillid.
Bill siger ikke, at enhver præst skal være en åben bog. Han er mere præcis end det.
Ikke alle behøver at vide alt om dig,” sagde han. “Men jeg kan love enhver præst dette: Hvis der ikke er nogen, som ved alt, bliver du offer for det, du skjuler.
Det har de fleste præster ikke.
Morgenmadsgruppen er virkelig, men den er begrænset af, hvad der er trygt at sige i en morgenmadsgruppe. Ting bliver ikke sagt. Spørgsmål bliver ikke stillet. Kampe bliver i bilen på vejen hjem.
Det her er ikke et problem, der har en nem løsning. Men Bills indgang er tilgængelig:
Find én person, og begynd at have tillid.
Jeg siger ikke, at du skal fortælle dem alt med det samme. Men begynd at åbne tillidens døre på klem.
Det er dér, det begynder.
