Kan du ønske noget for nogen mere, end de selv ønsker det?
Jeg gennemførte for nylig en afstemning på TheLeadPastor.com, hvor jeg spurgte ledende præster om deres største udfordring. Mulighederne omfattede ensomhed, økonomisk pres, håndtering af kritik og det at bære andre gennem personlig smerte, samtidig med at man tager vare på sin egen mentale sundhed.
Key Takeaways
Sultproblemet: Mange præster identificerer åndelig apati som deres største udfordring, hvilket tyder på manglende engagement i menighederne.
Kulturel kontekst: Den åndelige hunger kan blive svækket i overflodskulturer, hvilket fører til udbredt apati.
Relationelt discipelskab: Effektiv trofasthed kræver investering i personlige relationer frem for udelukkende at stole på programmer.
Udfordringen ved trofasthed: Det bliver vanskeligt at forblive trofast, når menigheder er komfortable og mangler en følelse af hastende åndelige behov.
Sådan fortolker jeg resultaterne
Det mest fremtrædende resultat var *at tjene mennesker, der ikke virker åndeligt hungrige*, med 57 stemmer. Det næsthyppigste svar var økonomisk pres med 28.
Jeg forelagde disse resultater for en håndfuld læsere og bidragydere på TheLeadPastor.com for at høre deres synspunkter, og efter drøftelser frem og tilbage trådte flere vigtige temaer frem.
Have an account? Log In
1. Kulturelt fokus på hurtige løsninger
Flere præster foreslog, at mennesker ofte søger hurtige løsninger på deres problemer i stedet for en dybere søgen efter troen. Set fra dette perspektiv ville en ægte genoplivning af den åndelige længsel naturligt løse eller forbedre mange sekundære organisatoriske og personlige udfordringer.
2. Et fald i fokus på personligt discipelskab
En meget erfaren præst sagde, at han mente, tilbagegangen hang sammen med det gradvise tab af det langsomme, krævende og dybt personlige relationelle discipelskab. Han foreslog, at en overdreven afhængighed af strukturerede programmer eller store arrangementer ikke formår at skabe et ægte engagement.
3. Kulturelt fokus på personlig komfort
Et gennemgående tema var, at materiel overflod, komfort og en bekvemmelighedskultur naturligt avler sløvhed. Når mennesker føler sig fuldstændig mætte økonomisk og erfaringsmæssigt, oplever de sjældent en dybere følelse af behov ... hvilket fører til større åndelig apati.
4. Skæve resultater?
En præst foreslog, at deltagerne i afstemningen var mere tilbøjelige til at indrømme, at de kæmpede med åndelig apati, end med noget andet. Han foreslog, at ledere kunne vælge åndelig apati i en afstemning, fordi det føles som en "sikrere" og mindre sårbar indrømmelse end at afsløre dybe personlige problemer som ensomhed.
Men selv hvis det føles lettere at indrømme, er det i praksis stadig stærkt nedslående at møde udbredt apati i et fællesskab.
More Articles
I sidste ende kan vi ikke frembringe åndelig hunger.
Vi kan skabe betingelserne for den og nære den, når vi finder den, men vi kan ikke ønske den på vegne af nogen, der ikke føler behovet.
I en sammenhæng præget af knaphed giver åndelig hunger fuldstændig mening. Oplevede behov findes overalt. Men i en overflodskultur? Mennesker føler ikke et virkeligt behov særlig ofte. Måske gælder det også Gud.
Hvad betyder troskab i dette miljø?
Afstemningen kan ikke afgøre, om nordamerikansk åndelig apati skyldes et discipelskabsproblem, et kulturelt problem, noget kirken har skabt, eller noget kirken har arvet.
Er den overflod, vi svømmer i, ved at fortrænge det oplevede behov, som historisk har drevet mennesker hen imod Gud?
Den primære udfordring for præsten er at være trofast. Dette er nem teologi, når man er omgivet af begejstring, glæde og voksende medlemstal. Dette er vanskelig teologi, når man står over for apati.
Jeg tror ikke, at nogen af de præster, jeg talte med, har løst det fuldstændigt.
Det ved jeg, at jeg ikke har. Men mere end 30 % af de ledende præster peger på åndelig apati som deres primære kamp. Det er grund nok til, at vi sammen og ærligt stiller spørgsmålet.
Hvad tror du driver den?
