Key Takeaways
Imagepleje kontra sårbarhed: Imagepleje vaccinerer dig mod kærlighed: "Hvis de kendte den virkelige mig, ville de ikke tænke sådan."
Netværksgrupper for ligemænd kan være en flugtvej: Når præster kun øver sig i sårbarhed uden for deres kirke, fortæller de deres menigheder: "Det sande fællesskab hører til et andet sted."
Nådens rum: Hvad nu, hvis der fandtes et sted, hvor det VÆRSTE ved dig kunne være kendt, og hvor du ville blive elsket mere – ikke mindre?
Jeg har talt med tilstrækkeligt mange præster til at vide, at de fleste af dem har en 'gruppe'... som regel en håndfuld andre kirkeledere, ofte folk fra andre kirker, andre byer eller andre kirkesamfund. Deres gruppe 'forstår det'... Det er et trygt sted at få luft, at blive forstået.
"Find en sådan gruppe" er et meget almindeligt råd til præster i dag. Men rådet fra præsten, taleren og forfatteren John Lynch går imod denne tendens.
Når præster kun vælger at være sårbare over for andre præster, fortæller de deres menighed: I er ikke et trygt sted for mig. Jeg kan ikke stole på jer.
Lynch ved, hvad han taler om. Han var prædikant i næsten fire årtier ved Open Door Fellowship i Phoenix, AZ, og har skrevet flere bestsellerbøger ("Kuren" og "På min værste dag".) Han har turneret med det multi-platin- og guldcertificerede band MercyMe og talt i utallige kirker overalt i Nordamerika.
Og der går en tydelig rød tråd gennem de observationer, han delte med mig.
65 % af præsterne fortæller, at de føler sig isolerede
Det viser en undersøgelse fra Barna Group. Lynch er ikke overrasket over det tal. Men han mener, at løsningen "find en gruppe uden for din kirke" kun forstærker det grundlæggende problem.
"Jeg hænger ud med en gruppe ledere," siger han, "som fungerer godt sammen, fordi det er trygt i vores gruppe. De ved ikke, hvordan de skal være sig selv i deres egne lokalsamfund. Og når de så kommer til vores gruppe, slår de sig løs som elever i ottende klasse, der bare knipser med håndklæder."
Det er ikke mænd, der mangler evnen til relationer. Det er mænd, der har trænet sig selv i ikke at bruge den dér, hvor det betyder mest.
Det grundlæggende problem er ofte strukturelt.
Præster lærer tidligt, at der er et bestemt niveau af sårbarhed, som er tilladt i deres rolle, og de viser alle omkring dem det samme niveau.
Ensomheden på toppen bliver ikke på toppen. Den bliver til kulturen. Dit kirkefællesskab mærker din tøven og konkluderer: "Jeg må ikke være sårbar her."
Have an account? Log In
'At finde en gruppe af ligesindede' er ikke en sund løsning
Som du uden tvivl har hørt, er standardløsningen på præsters ensomhed en gruppe af ligesindede. Helst præster fra andre kirker. Mennesker, der forstår presset og ikke har noget på spil i forhold til, om det går dig godt eller dårligt. John Lynch forstår behovet, men han har en berettiget bekymring.
"Det, man gør," siger han, "er at skabe en kultur, der siger, at sårbarhed kun finder sted derude. Jeg kommer ikke til at lære dig at kende. Jeg kommer ikke til at stole på dig.
Når præsten kun opbygger tillidsfulde relationer med mennesker uden for sin kirke, sender han et tydeligt signal:
- "Jeg stoler ikke på jer."
- "Sårbarhed er for de professionelle."
- "I får kun den 'kontrollerede' version af mig."
Og den afstand mellem præst og mennesker gør ikke bare præsten ensom. Den skaber en menighed, der er overfladisk i sine relationer, fordi den har fået vist, hvad der er tilladt.
Du valgte sandsynligvis ikke at tage en maske på
Lynch moraliserer ikke over masken. Han forstår den som en standardindstilling i kirkelige ledelseskulturer:
Der findes en hel ledelsesmodel," siger han. "Hej, jeg er ham, der har svaret. Type A, og jeg er på toppen af mit spil. Det er en stil.
Lynch siger det ligeud: "Hvis jeg konsekvent har båret en maske, er det, folk tror, de ser, ikke mig. Og før eller siden kan jeg ikke opretholde skuespillet. Jeg er nødt til at bevæge mig videre, fordi de har gennemskuet mig. Og det er elendigt."
Så ja, masken VIRKER på en måde ... men pas på. Når du har båret en maske længe nok, mister du adgangen til den kærlighed, folk faktisk forsøger at give dig.
Nogen fortæller dig, at du er en fantastisk præst, og et sted under taknemmeligheden lyder en stille stemme: Hvis du kendte det rigtige mig, ville du ikke sige det.
Håndtering af omdømme eller sårbarhed?
I vores samtale delte John Lynch en ramme for det kristne liv, som mange af hans lyttere og læsere har fundet utrolig hjælpsom. Han kalder den "De to rum" (rummet med gode intentioner og nådens rum).
I rummet med gode intentioner er målet at håndtere dit omdømme godt nok til, at folk fortsat stoler på dig. Du optræder, skjuler dig og går videre, når nogen begynder at mistænke dig.
Nådens rum begynder med et andet spørgsmål:
Hvad nu hvis der fandtes et sted, der var SÅ trygt, at du kunne afsløre det værste i dig selv og opdage, at du er mere elsket, ikke mindre, når du fortæller om det?
I nådens rum bærer personen over for dig den samme Jesus, som du gør. På deres dybeste niveau har de et nyt hjerte, man kan stole på. Så når du ser på dem, ser du ikke på en modstander eller et publikum. Du ser på et menneske, der er værd at kende.
At opbygge dette nådens rum i din kirke eller dit ledelsesteam er rodet, vanskeligt og føles risikabelt. Men når et ledelsesteam vælger at gøre det sammen? Når de beslutter sig for at forpligte sig over for hinanden, blive længe nok, stole nok på hinanden, tage nok RISIKO?
En uhåndgribelig følelse af tryghed og fællesskab begynder at vokse, og menigheden kan mærke den.
Folk, der træder ind ad døren for første gang, kan mærke det – ofte inden for de første 5-6 minutter, de er i din kirke. De ved ikke altid, hvad de føler. Men de føler noget anderledes. Og de har lyst til at komme igen.
Nogen er nødt til at være den første på stranden
De fleste præster venter på, at miljøet ændrer sig, før de selv gør det. De venter på, at de ældste bliver mere trygge. Venter på, at kulturen blandt medarbejderne ændrer sig. Venter på, at en anden går forrest, så risikoen føles mindre.
Det egentlige arbejde begynder med en beslutning om at risikere at blive kendt af nogen i dit eget fællesskab, som ikke er præst.
Alt andet er skuespil. Dette er evangeliet. At vi elsker hinanden og bliver elsket af hinanden.
Dette er det direkte svar på problemet med ligesindede, som vi rejste tidligere. Når du reserverer dit sande jeg til andre præster, har du allerede fortalt din menighed, hvor grænserne for tillid går. At gå forrest betyder at krydse den, selv før det føles trygt.
Venskaber, du ikke havde set komme ...
Lynch taler om venskaber i sit eget fællesskab, som stadig kommer bag på ham. Mennesker, han aldrig ville have fundet, hvis han havde reserveret sin sårbarhed til kolleger i tjenesten. "Jeg tænker: Hvordan blev vi venner? Hvad i alverden? Du er jo en tosse." Men det er nogle af hans dybeste venskaber. Mennesker, der kender hans svagheder og har besluttet, at det ikke er en afgørende hindring.
ADVARSEL: Diskretion er påkrævet
Der er forskel på passende diskretion og på at skjule sig. Sårbarhed betyder ikke, at man fortæller alle alt. Når alt kommer til alt, er der ikke mange mennesker, der har FORTJENT den plads i din indre verden.
"Lad mig blive såret mange gange," siger han, "hvis jeg bare kan have to eller tre ægte relationer, hvor jeg er kendt og elsket – og hvor jeg får lov til at kende og elske. Det er alt værd."
Det er den afvejning, han foretager. At være kendt midt i rodet af mennesker, som ser svagheden og beslutter: Det er ikke en afgørende hindring. Er John blevet såret? Bliver DU såret? Selvfølgelig ... ægte relationer indebærer den risiko.
Men jeg er også blevet beskyttet, bekræftet og båret af mennesker, der kender det værste ved mig. Og jeg ville vælge den byttehandel hver gang.
Hvis du ønsker dette, men ikke har det:
John Lynch gør ikke dette scenarie unødigt åndeligt, og hans råd er ligefremt.
Find et sted, hvor dette bliver undervist. Opsøg det. Der findes nådefællesskaber, bøger om nåde og vidunderlige tjenester, der kan støtte dig. Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Du skal bare ønske det stærkt nok til at finde det.
"Der findes en livsform, som er værd at løbe en risiko for," siger Lynch, "og den er ikke transaktionel. Den kræver ikke, at du beskytter dit hjerte eller spiller en rolle. Du tror måske, at Kristi legeme har brug for en perfekt præst, men det har de ikke. De har brug for den virkelige Kristus i dig, præst."
More Articles
Én person er nok til at begynde
Virkeligheden i kirkens struktur skaber spændinger for mange præster. De mennesker, der bedst kan tilbyde præster et ægte fællesskab, er også ofte de mennesker, det føles farligst at være ærlig over for.
Mange præster er blevet såret af at stole på den forkerte person i den dynamik.
Du behøver ikke blotte din sjæl for hele bestyrelsen. Du behøver kun én person at begynde med.
Du er nødt til at finde én person, som du virkelig kan være dig selv sammen med, så du ikke er skjult. Begynd der. Find én person, som du VIRKELIG kan være dig selv sammen med, så du ikke er skjult. Begynd langsomt ... måske kan du videresende denne artikel til vedkommende og se, hvad de gør med den.
Nådemiljøer bliver ikke opbygget gennem programmer. Det begynder med enkeltpersoner, der på bekostning af noget vælger at holde op med at optræde og i stedet begynde at blive kendt.
Taler dette til dig?
Bliv medlem gratis og få tankevækkende indsigter fra erfarne præster som John Lynch. Vi vil meget gerne have dig med!
John Lynch er forfatter til Helbredelsen og På min værste dag samt grundlægger af John Lynch Speaks. Du kan kontakte ham på john@johnlynchspeaks.com.
