Key Takeaways
Om tillid og kærlighed: I hvilken grad jeg stoler på dig, er den grad, hvori jeg kan opleve din kærlighed ... selv hvis dit navn er Gud.
Om det skjulte: Hvis der ikke er nogen, som ved alt, bliver jeg offer for det, jeg skjuler. Det er aldrig neutralt.
Om fællesskab: Hvad du gør som det næste, er aldrig så vigtigt som, hvem du gør det sammen med.
Interviewopsummering
Bill Thrall var præst i tyve år, før han tilbragte de følgende tre årtier som praktiker inden for lederudvikling, forfatter og underviser. Han beskriver sit livsværk med én enkelt sætning: forvalter af et nådebudskab.
Det budskab – at nåden altid har kontakt med virkeligheden, også når en præsts teologi ikke har – går igen i alt, hvad han skriver, underviser i og taler om.
Hans podcast, Living Influence for Leaders, lanceres på livinginfluence.com, og han arbejder i øjeblikket på fire bogprojekter samtidig, drevet af overbevisningen om, at der måske ikke er ubegrænset tid til at færdiggøre dem.
Jeg må indrømme, at jeg var lidt overvældet, da jeg gik ind i denne samtale. Bills arbejde har på mange, mange måder formet min egen tænkning og det fællesskab, jeg er en del af. Hvad jeg ikke helt havde forventet, var, hvor personligt det ville blive, eller at jeg ville ende med at være den, der ved bordet indrømmede højt, at jeg ikke var sikker på, om Jesus ville være nok på den anden side af at blive fuldt ud eksponeret. Det øjeblik er i virkeligheden det, denne samtale handler om.
Mange præster er fanget i en teologi, der ikke berører deres virkelighed … og jeg kan ikke forestille mig noget mere udmattende end at prædike noget, der ikke påvirker mit liv.
Om, hvorfor præster ikke trives (4:26)
Jeg spurgte Bill, hvad han ser som den største årsag til, at præster ikke trives, og han afviste at pege på én enkelt. Han nævnte tre, og de har alle en fælles tråd.
Den første er en teologi, der ikke berører virkeligheden: Præster prædiker et budskab, de ikke kan anvende i deres eget liv, og udmattelsen fra denne kløft er kronisk. Det, der mangler, siger han, er nåde, fordi nåden altid har kontakt med virkeligheden.
Den anden årsag er et identitetsspørgsmål: "Hvem siger du, at du er? Er det det samme som den, Gud siger, du er?" En præst, hvis teologi stadig overbeviser ham om, at han først og fremmest er en synder, vil blive defineret af skam, ikke af evangeliet.
Den tredje er fejljusterede forventninger, det vedvarende pres fra det, som bestyrelser, menigheder og præsten selv kræver, forstærket af den virkelighed, at halvtreds procent af præsterne slet ikke ser sig selv som ledere, selv om rollen kræver, at de fungerer som sådan.
Have an account? Log In
Om overbevisninger frem for muligheder (8:36)
Thrall trækker en grænse mellem to kræfter, der kan lede en leder: overbevisninger og muligheder, og han insisterer på, at de ikke kan udskiftes med hinanden. Muligheder kan forføre, siger han. Omstændigheder kan definere. Ledere, der ikke har en afklaret forståelse af deres egne overbevisninger, bliver reaktive, ofre for det, der ligger foran dem. Spørgsmålet er ikke, om muligheden er til stede; spørgsmålet er, om en leders overbevisninger har autoritet til at vurdere den.
Om personens betydning (11:24)
Jeg bragte noget op, som jeg hele tiden ser i kirkeverdenen: tendensen til taktiske løsninger. Find den tilgang, der fungerer et andet sted, kopiér den, få styr på bestyrelsesmødet, og få tingene til at fungere mere gnidningsfrit. Thrall afviste ikke denne impuls. Han sagde noget mere præcist: Det er ganske enkelt lettere at lede efter svar på, hvordan man gør noget, end at se en sandhed i øjnene, som ville ændre, hvem man er.
Hans centrale spørgsmål til ledere er dette: Hvad nu, hvis den vigtigste faktor i din indflydelse er betydningen af din person?
Han illustrerede det gennem David og Goliat. Da Sauls rustning ikke passede, havde David ikke brug for en alternativ strategi. Han gik ud med det, han havde, med Thralls ord, "med den, han var". Den dag vidste David, at han ikke kunne dø, fordi han allerede var blevet salvet til konge, og Gud ville være en løgner, hvis Goliat kunne dræbe ham. Slyngen var en detalje. Personen var den ikke. Enhver præst, der jagter en model, som virkede for en anden, rækker ud efter Sauls rustning.
Om isolation og tillid (19:09)
Et Barna-studie fra 1994, som Thrall henviser til, viste, at 63 procent af kristne ledere ikke afslutter godt, og at den hyppigste årsag er isolation. Han vender tilbage til denne statistik, ikke for at alarmere, men for at definere den præcist. Isolation, siger han, handler ikke om at være alene. Det handler om at vælge ikke at stole på nogen med hensyn til, hvem man er. Den sondring ændrer diagnosen. Den reserverede præst, som er omgivet af mennesker, han holder på afstand, er mere isoleret end en ensom præst med én ærlig relation.
Den efterfølgende logik er direkte: Når en leder beslutter, at han ikke ved, hvem han kan stole på, har han uden at erkende det truffet en anden beslutning: ikke at blive elsket. "Den dag, jeg vælger ikke at stole på, er den dag, jeg vælger ikke at blive elsket." Og ingen, heller ikke Jesus, har adgang til et menneske uden dets tilladelse.
Den dag, jeg vælger ikke at stole på, er den dag, jeg vælger ikke at blive elsket.
Om at skjule sig og om frygt (26:30)
Jeg spurgte, hvad det i praksis betyder at komme ud af det skjulte, eftersom mange præster faktisk har en morgenmadsgruppe eller nogle få kolleger. Thrall identificerede den specifikke frygt, der holder disse relationer overfladiske: forventningen om åndelig overlegenhed. Præster lever under et bestemt selvbillede, og alt, hvad der er skjult, truer dette selvbillede, så holdningen bliver: "Kom, men kom ikke for tæt på."
Hans svar er direkte: Hvis der ikke er mindst én person, som ved alt, bliver en præst offer for det, han skjuler. Det er aldrig neutralt. Og troen på, at han har kontrol over det, han skjuler, er i sig selv et tegn på, at kontrollen allerede er væk. Hvis han havde kontrol over det, ville han stoppe.
Om skam og håndtering af synd (28:33)
Jeg spurgte, om skam var den største skurk for præster. Thrall bekræftede det uden tøven. Han sporede det tilbage til Første Mosebog: Da Adam syndede, oplevede han skam for første gang, og hans umiddelbare reaktion var at dække sig med figenblade. Den første handling i menneskehedens historie, hvor synd blev håndteret. Dette mønster, at dække over, håndtere og skjule, er det, så mange ledere fortsat praktiserer.
Hans argument bygger på Romerbrevet 8:1. At forsøge at håndtere skam direkte er en tabende strategi. Det, der gradvist løsner skammens greb, er at lære at leve i den virkelighed, at der ikke er nogen fordømmelse i Kristus. Han stiller spørgsmålet i den enkleste form: Hvem lærer ledere at leve uden fordømmelse? Hans svar: meget få, fordi så mange ikke selv har fået det afklaret i det, de skjuler.
More Articles
Om at stole på Jesus med sin skam (31:45)
Thrall foretager den sondring, som hele samtalen har bevæget sig hen imod. Evangelikale har lært at stole på Jesus med deres synd: Han er frelseren, vi er tilgivet, og vi skal i himlen. Men at stole på Jesus med sit liv er en anden forpligtelse. At stole på Jesus med sin skam er noget andet igen.
Jeg fortalte ham ærligt, hvor jeg stod: Jeg er overbevist om, at Jesus kan håndtere min skam, men jeg er ikke sikker på, at andre mennesker kan. Og endnu dybere end det er jeg ikke fuldt ud overbevist om, at Jesus ville være nok på den anden side af en fuldstændig afsløring. Thrall forsødede det ikke. Han sagde, at han havde siddet over for hundredvis af kristne ledere, som stolede på Jesus som frelser, men aldrig stolede på ham med deres liv. Tvivlen er almindelig. Hans svar var ikke et teologisk argument. Det var en praksis: korte bønner, bedt ofte. "Jesus, lær mig at stole på dig med min skam."
Om tilladelse, ydmyghed og nåde (35:07)
Thrall afsluttede med en række sammenhængende tanker. Ingen, heller ikke Jesus, har adgang til et menneske uden dets tilladelse. Han læser afsnittet om menigheden i Laodikea ikke som et evangeliserende billede, men som et ord til kirken: Jesus, der banker på døren, ikke for at fordømme, men for at invitere. Kirken var overbevist om, at den havde alt, hvad den behøvede. Jesus var uenig. Alligevel bankede han på og ventede.
Jeg er overbevist om, at hvis kong David var præst i dag, ville alle andre præster i verden købe en slangebøsse.
Han knyttede dette til 1 Peter 5: Gud giver nåde til de ydmyge. Hans praktiske definition af ydmyghed er konkret: "Ydmyghed er at stole på Gud og andre med mig." Det er ikke en tilbøjelighed eller en holdning. Det er en handling. Og hver gang en leder er i stand til at gøre det, følger nåden. Forbindelsen mellem ydmyghed og nåde er i hans fremstilling ikke abstrakt. Tillid er døren, og nåden er det, der kommer igennem den.
