Key Takeaways
Angst som søgelys: At undersøge angst i stedet for at undertrykke den kan afsløre specifikke frygter og områder, der kræver en dybere tillid til Jesus.
Øv dig i tillid: Bønfyldt overgivelse kan mindske angstens greb, selv når frygten bliver ved, og den umiddelbare fred ikke indfinder sig.
Ærligt lederskab: Præster kan lede troværdigt uden at lade som om, især når tillidsfulde relationer giver støtte i igangværende kampe.
Hvad nu, hvis den angst, du har forsøgt at slippe af med, prøver at vise dig noget?
Jeg spørger ikke for at bagatellisere, hvor hård angst er. Jeg ved, hvor hård den er. Hele mit voksenliv har jeg kæmpet med angst – men det seneste år har slået alle rekorder. Jeg fik et voldsomt angstanfald, endte i en ambulance og tilbragte en dag i en hospitalsseng, hvor jeg blev overvåget og undersøgt.
Det virker fjollet nu, men da jeg lå på hospitalets båre, troede jeg, at jeg var ved at dø.
Jeg er præst. Jeg ved, hvad jeg forventes at tro om frygt, tillid og Guds suverænitet. At tvinge mig selv til mentalt at omfavne "de rigtige ting" stoppede ikke angsten. At lære at lægge mærke til angsten? Det har ændret tingene.
For det første: Du er ikke alene om det
Forskning fra Duke Divinity Schools initiativ for præsters sundhed viste, at depressionsraten blandt præster er helt oppe på 11,1 % – næsten det dobbelte af landsgennemsnittet på 5,5 %. Den samme forskning identificerede stress som den største enkeltstående forudsigelse for både depression og angst i kirkelige sammenhænge.
En undersøgelse af præsters trivsel fra 2024, bestilt af GuideStone Financial Resources, viste, at mere end 80 % af præster sommetider ofrer deres egen trivsel i tjenesten, mens over halvdelen siger, at de også sommetider ofrer deres families trivsel.
Barna's forskning fra 2024 viste, at selv om de fleste præster ønsker at forbedre deres mentale sundhed, er en af de største barrierer frygten for, at ærlighed om deres udfordringer vil koste dem troværdighed i menigheden. Den samme forskning viste, at 18 % af protestantiske seniorpræster havde overvejet selvskade eller selvmord inden for det seneste år.
En af mine første tanker efter mit angstanfald var: Hvis folk finder ud af det, vil de så stadig have tillid til mig?
Det svar, jeg efterhånden er kommet frem til, er, at præstelig troværdighed i højere grad bygges på ærlighed end på at fremstå usårlig. Men jeg forstår, hvorfor frygten er der. Og jeg vil ikke lade som om, det er let at overvinde den.
En bivirkning ved uafhængighed
Efter min erfaring handler angst næsten altid om fremtiden. Noget slemt, der måske vil ske. Noget, jeg ikke kan kontrollere. Min families helbred. Min økonomiske situation. Min kirkes fremtid. Og da jeg begyndte ærligt at se på min angst – ikke forsøge at få den til at stoppe, men faktisk undersøge, hvad den pegede på – lagde jeg mærke til et mønster.
Enhver angst endte, hvis jeg fulgte den langt nok, det samme sted: et område i mit liv, hvor jeg stolede mere på mig selv, end jeg stolede på Gud.
Jeg mener ikke det på en overfladisk måde. Jeg mener ikke "hav bare mere tro", som om det er en løsning, man kan anvende udefra. Jeg mener noget mere specifikt: Angst ser ud til at dukke op præcis på de områder, hvor jeg handler ud fra en skjult overbevisning om, at jeg er alene. Det afhænger af mig, hvordan det ender. "Hvis jeg blot slipper mit greb et øjeblik, vil noget gå i stykker."
Jeg er efterhånden kommet til at tro, at angst er en bivirkning ved uafhængighed af Gud.
Når jeg ser det på den måde, ændrer det, hvad jeg gør med følelsen. I stedet for at bekæmpe angsten behandler jeg den som en notifikation. Jeg stiller et specifikt spørgsmål: Gud, hvad er jeg bange for? Hvad peger dette på? Derefter lægger jeg mærke til, hvor mine tanker bevæger sig hen.
Næsten hver gang dukker der noget specifikt op – en bestemt frygt, et bestemt område i livet, som jeg faktisk ikke har overgivet. Og når jeg ærligt bringer det frem for Gud og vælger at lade ham bære det i stedet for mig, mister angsten ofte sin kraft.
Ikke altid med det samme. Men mere pålideligt end noget andet, jeg har prøvet.
Angst gør ondt. Den distraherer. Den udmatter.
Når angsten dominerer min oplevelse, kan den trække min opmærksomhed væk fra de mennesker, der står foran dig, væk fra din prædiken, væk fra din familie – netop i de øjeblikke, hvor de har brug for, at du er nærværende.
Job sagde: "Selv om han slår mig ihjel, vil jeg stadig følge ham."
Det er ikke lyden af en, der har fundet ud af, hvordan man kan være tryg i lidelse. Det er lyden af en, der alligevel vælger tillid, selv når tillid føles som det sværest tænkelige. Selv når udfaldet ser usikkert ud. Selv når frygten stadig er der.
Jeg har bemærket, at et angstanfald ofte mister sit greb i de øjeblikke, hvor jeg holder op med at forsøge at besejre det og i stedet begynder at overgive mig til Gud.
Jeg tvinger ikke freden frem. Jeg samler ikke nok åndelig energi til at overvinde frygten. Jeg siger bare, højt eller i mit hjerte: "Jesus, uanset hvad der sker, stoler jeg på dig med det her."
Du behøver ikke lade som om, du ikke kæmper
Du behøver ikke have fundet ud af, hvordan du slipper af med angst, før du må lede. De præster, jeg gennem tiden har set lede godt, er næsten altid dem, der har lært at være åbne om det, de bærer på – ikke nødvendigvis fra prædikestolen, men over for de mennesker, der står dem nær nok til at følges med dem.
Når angsten melder sig, så spørg Gud, hvad den peger på. Vær opmærksom, og stol på, at den Gud, der kaldte dig til tjenesten, ikke har forladt dig midt i den.
Han har været trofast indtil nu.
Han vil også være trofast her.
