Da jeg vendte kirkeledelsen ryggen i begyndelsen af tyverne, var det ikke, fordi jeg holdt op med at tro på Jesus.
Det var, fordi jeg så, hvad skødesløs ledelse, ødelagte systemer og ledelsesmæssigt kaos kunne gøre ved mennesker. Især unge ledere som mig.
Jeg voksede op i en præstefamilie. Min bedstefar grundlagde kirken, som jeg voksede op i, og min far blev seniorpræst, da jeg var 14. Alle sagde, at jeg ville føre præstetraditionen videre, og ganske rigtigt tog jeg efter gymnasiet på bibelskole og begyndte i praktik. Og så begyndte det hele at falde fra hinanden.
I de næste 3 år lærte jeg på egen krop, hvor utryg kirkens ledelse kunne være:
- Jeg var praktikant under en giftig præst i en dysfunktionel kirke
- Tre præstementorer holdt op med at svare mig
- Min første lønnede stilling i kirken blev skåret væk fra budgettet
- Et magtfuldt kirkemedlem ledede en offentlig smædekampagne mod min far
Mit selvværd styrtdykkede.Jeg var vred og bitter. Jeg sagde til Gud, at jeg aldrig mere ville arbejde for eller tjene i en kirke.
Nu, flere år senere, er jeg en del af et præsteteam i en kirke, jeg elsker.
Jeg er lægpræst i New Life Fellowship, en kirke i vækst i Ontario, Canada. Jeg tjener sammen med tre andre præster, nære venner, som jeg stoler på. Præstetjenesten er udfordrende - men den er dybt dannende.
Så hvad ændrede sig?
Kort svar: Rådgivning, tid og Jesu trofasthed.
Det længere svar: I min smerte og bitterhed havde jeg afvist tanken om kirkeledelse - bare det at tænke på præstetjeneste udløste angst. Til sidst begyndte jeg at tale med en rådgiver. En dag stillede han mig et spørgsmål, som jeg ikke kunne ryste af mig.
Josh, hvad nu hvis det ikke var 'kirken', der sårede dig? Hvad nu hvis det var dårlig ledelse fra ledere, der ikke var ordentligt rustet?
Have an account? Log In
Det spørgsmål ændrede alt.
Ja, kirken var rammen - men dysfunktionen var årsagen. Og jeg var heller ikke bare et offer. Jeg havde også et ansvar: Jeg var naiv, uforberedt og ude af stand til at opdage dysfunktion, for slet ikke at tale om at navigere i den.
Men det egentlige problem? De fleste af de ledere, jeg havde arbejdet under, vidste ikke, hvordan man ledede. Deres kirker manglede velfunderede strukturer, sunde systemer eller nogen som helst ramme for bæredygtig ledelse (ting, som et kirkerettet konsulentfirma for nonprofitorganisationer som Recentered Group eller The Unstuck Group kunne have hjulpet med.)
Det er ikke overraskende - ingen lærte os den slags på bibelskolen.
- Kirkeledelse er vigtig.
- Kirkens systemer er vigtige.
- Kirkens struktur er vigtig.
Jeg har set, hvad der sker, når gode præster begraves under dårlige systemer.
Det er derfor, jeg går så meget op i det, vi bygger på TheLeadPastor.com. Jeg er ikke her for at opbygge brands eller jagte platforme. Jeg sælger ikke genbrugt ledelsesteori. Jeg er her for at støtte trofaste, jordnære præster:
- At pege dig hen til de mest effektive værktøjer til kirkedrift, jeg kan finde
- At skabe praktiske ressourcer til ledelsen af din tjeneste
- At opbygge et fællesskab, der er engageret i klarhed, integritet og langsigtet sundhed
More Articles
Jeg er stadig i gang med at hele.
Det har været hårdt, langsomt arbejde på sjæleniveau, båret af rådgivning, dybe venskaber og konstant nåde. Trygge mennesker, langsomme samtaler og en Jesus, der aldrig har skyndt på mig.
Hvis du er nedslidt, træt af politik eller bare ønsker at vokse … så er dette sted for dig.
Hvis din historie minder bare en smule om min, vil jeg meget gerne høre den.
Jeg er evigt taknemmelig for de præster, der hjalp mig med at hele:
- Ed Underwood, som lærte mig hvordan jeg håndterer kritik
- Scott Heinen, som lærte mig at omsorg handler lige så meget om at lytte som om at tale
- Frank Friedmann, som lærte mig at lede med tro gennem kriser
- Ross Gilbert, som leder vores menighedsplantning og følges med mig som en dybt betroet ven
Og især min far, Jim Gordon (præst ved Elora Road Christian Fellowship), som fortsat former mig på stille og stærke måder.
Med venlig hilsen,
Joshua Gordon
Chefredaktør, TheLeadPastor.com
