Den lokale kirke som affyringsrampe for verdensforandrere (med Laura Parker)

Laura Parker er medstifter af The Exodus Road, en global nonprofitorganisation, der bekæmper menneskehandel og arbejder i Sydøstasien, Colombia, Brasilien og USA.

Siden organisationens grundlæggelse for 15 år siden har den hjulpet mere end 2.500 overlevende og befriet over 6.000 mennesker fra menneskehandel -- et arbejde, der voksede ud af, at Lauras mand Matt blev udpeget som hemmelig informant for det thailandske kongelige politi.

Det, der gør Lauras historie særligt relevant for ledende præster, er, hvor den begyndte: i en lokal kirke. Matt var ungdomspræst. Kirken sendte dem ud.

Launching Big Callings Beyond Church Walls, feat. @TheExodusRoad Co-Founder and CEO Laura Parker

Efter 15 år har Laura et klart blik for, hvad præster gør godt -- og hvad der står i vejen -- når det gælder om at støtte visionære, der starter noget uden for deres kirkes mure. Hendes svar er mindre organisatorisk end åndeligt: Det handler om indstillingen med åbne hænder.

Om hvordan det hele begyndte (5:11)

Laura Parker og hendes mand Matt flyttede til Thailand på en toårig kontrakt for at arbejde for en familiefond, der drev et børnehjem. Menneskehandel var ikke på deres radar. Men mens de boede i det nordlige Thailand, begyndte de at høre historier om unge piger, der blev lokket væk fra deres landsbyer med løfter om arbejde i byen, men endte på bordeller i det sydlige Thailand. Matt blev på et tidspunkt bedt om at undersøge, om en mindreårig blev solgt i et prostitutionskvarter i Bangkok. Han tog af sted og kom tilbage efter at have identificeret en 15-årig pige. Den ene aktion førte ham ind i hemmeligt arbejde og blev den grundlæggende handling for The Exodus Road.

Om omkostningerne ved kaldet (8:00)

Laura lægger ikke skjul på tyngden af det, de kastede sig ud i. "Hvis jeg havde vidst, hvad denne rejse i sidste ende ville koste os, er jeg ikke så hellig, at jeg havde sagt ja." Beslutningen blev truffet ved et vandløb en eftermiddag med iskaffe i hånden, mens Matt beskrev, hvad han havde set i Bangkok. Laura så op, fik øje på deres egne børn, der legede i vandet, og hørte et enkelt spørgsmål fra Ånden: Hvad nu, hvis det var Kelty, Kate eller Ava? "Det har været den motiverende kraft -- ét skridt, den næste rigtige ting." Hun beskriver det tidlige ja som muligt, blandt andet fordi de endnu ikke kendte den fulde pris.

Join The Community

Get tips and tools to make church admin quicker. So you can get more time for what matters most.

Get Free Access

Have an account? Log In

Om kirkens støtte i de første dage (10:22)

Da deres arbejde begyndte at bevæge sig i retning af aktioner mod menneskehandel, kom Matt og Laura ikke med bredt formulerede meddelelser til deres udsendende kirke. I stedet betroede de sig til tre kvinder fra missionsudvalget, som var blevet udpeget som deres bønnepartnere. Over Skype delte de, hvad de så, og hvordan Gud ændrede deres hjerter. "Vi sad bare alle sammen og græd over virkeligheden for unge kvinder og teenagere i denne del af verden." De tre kvinder blev det, Laura kalder deres "hemmelige støttegruppe i missionsudvalget" -- og nogle af dem støtter stadig The Exodus Road i dag.

Om beslutningen om ikke at være trosbaseret (12:08)

En af de mest afgørende beslutninger, The Exodus Road traf, var at vælge ikke at blive en religiøst tilknyttet organisation. Begrundelsen var strategisk: Deres primære partner i begyndelsen var politiet, og nogle offentlige myndigheder var tilbageholdende med at samarbejde med trosbaserede grupper. De ønskede også at skabe et bord, der var stort nok til mennesker med enhver trosbaggrund. Beslutningen tiltrak nogle kirkepartnere og kostede andre. Set i bakspejlet beskriver Laura friktionen som en gave. "Det bekræftede over for os, at vi faktisk gik den rigtige vej for os og for organisationen. Og det gjorde det naturligt muligt for mennesker ikke at indgå partnerskab med os, hvis det alligevel ikke ville have fungeret, fordi vores DNA var ret forskelligt."

Om gavmildhed over for knaphed (17:09)

15 års partnerskaber med kirker har givet Laura et skarpt blik for, hvad der adskiller de frugtbare partnerskaber fra de vanskelige. Den største forskel: en gavmildhedsindstilling over for en knaphedsindstilling. Knaphed viser sig som tøven med at introducere donorer, modvilje mod at fremme eksterne formål og stille bekymring over konkurrence om ressourcer. Gavmildhed ser ud som at tro på, at der er nok til alle, og aktivt fungere som en bro, der forbinder mennesker og netværk med organisationer, der passer til deres kald. "Hele den konkurrence føles så skadelig for Guds rige," siger hun.

Om hvad der fik lanceringen til at lykkes (22:18)

Når Laura ser tilbage, identificerer hun to faktorer, der var afgørende for en sund opstart. For det første dybe relationelle rødder: fordi Matt havde været kirkens ungdomspræst, var deres støttegrundlag ikke en post på missionsbudgettet, men et netværk af tillid og fælles historie. En familie, hvis børn Matt havde ledet i ungdomsgruppen, bidrog til sidst med en bestyrelsesformand, der virkede i ti år. For det andet at det ikke var kirkens eneste økonomiske projekt. The Exodus Road rejste selv støtte ved siden af det, kirken bidrog med, og den selvstændighed viste sig at være sund. "Det tvinger på en måde den yngre organisation til selv at finde ud af noget af sin struktur og sine systemer uden bare at regne med, at kirken eller præsten gør det for dem."

Om friktion som afklarende kraft (24:42)

Laura fortæller, at den mest nyttige friktion i deres tidlige år kom fra mennesker, der satte spørgsmålstegn ved beslutninger, de allerede havde forpligtet sig til. I begyndelsen føltes al kritik som et angreb, siger hun. Men den modstand, der gjorde mest ondt -- omkring deres beslutning om ikke at være religiøst tilknyttet -- viste sig i sidste ende at udføre det vigtigste arbejde. Den tvang dem til at undersøge deres overbevisninger, stå ved deres valg og holde op med at forsøge at være alt for alle kirker.

"Vær nysgerrig over for friktion og åben -- den har hele tiden noget at lære dig."

Om den åbne hånd (30:59)

Samtalen slutter dér, hvor hele dens forløb har peget hen: ved den åbne hånds indstilling. Laura og Josh når begge frem til den samme diagnose -- at de fleste sammenbrud i relationer mellem præster og visionære bunder i kontrol, som igen bunder i tillid.

Hvordan ser det ud, når vi er så meget i fred med Gud, at hvad som helst kan lægges i hånden, eller hvad som helst kan tages ud af hånden, og vi bare har det helt fint?

Laura Parker, administrerende direktør, The Exodus Road

For præster er spørgsmålet ganske enkelt, siger hun: Hvilket rige bygger du? Hvis det er din kirkes navn, der står i centrum, giver kontrol mening. Hvis det er Guds rige, er den åbne hånd den eneste indstilling, der passer.

Byg ikke din tjeneste i isolation.

Ægte rigesbyggeri kræver fællesskab, fælles visdom og de rette værktøjer. Når du bliver en del af The Lead Pastor-fællesskabet, får du kontakt med lederkolleger, der navigerer i præcis de samme udfordringer, som du møder hver søndag.

Bliv gratis medlem og få adgang til de strategier, du har brug for til at sætte visionære i stand til at føre deres visioner ud i livet, lede kirkens systemer og lede med en åben hånd.