Key Takeaways
Udrust, erstat ikke: Præster er ikke evangelisterne – de udruster dem, der er.
Ingen erfaring, ingen opsøgende evangelisme: Hvis folk ikke smager evangeliet, vil de ikke tale om det.
Programmer kan ikke skabe liv: Systemer kan understøtte evangelisme, men de kan ikke drive den.
Som teenager tog jeg et kursus i evangelisering, der hed “At blive en smittende kristen”. Jeg arbejdede mig ihærdigt gennem arbejdsbogen og havde oprigtige samtaler med andre elever på min skole. Jeg førte ikke nogen til Jesus … men jeg fik en hel del drilleri fra mine ikke-troende venner.
I dag, mere end 30 år senere, tror jeg ikke, at undervisningsmaterialet var problemet.
Pastor Frank Friedmann har været i tjeneste i over 45 år og har stort set set det hele. Han overtog en kirke med 13 medlemmer og voksede den til 500. Han ledede en etableret kirke med 75 medlemmer, fordoblede den på 6 måneder, fordoblede den igen på yderligere 6 måneder og fordoblede den endnu en gang i løbet af et år.
Nøglen til væksten, siger Frank, er evangelisering … men ikke den form for evangelisering, jeg praktiserede som teenager. Franks tese er enkel: Du kan ikke give det, du ikke selv har.
De fleste af vores problemer med evangeliseringsundervisning kan spores tilbage til det.
Hvorfor vi som udgangspunkt vælger undervisning frem for forvandling
Hvis du ligner mig, så er instinktet, når du ser ud over din menighed og ikke ser nogen evangelisering finde sted, at gøre noget ved det. Sætte en serie i gang. Finde et undervisningsmateriale. Køre en kampagne. Jeg forstår det; der ligger en ægte præstelig omsorg i den impuls. Jeg ønsker at se mennesker nås, og det føles som noget, der er værd at gøre, at kaste en proces eller et system efter problemet.
Frank har i årtier set dette mønster gentage sig. Han har set Romervejen, De fire åndelige love og Evangelisationseksplosionen. Ingen af dem er forkerte, fortalte han mig. Problemet er, hvad der sker med dem i praksis.
Folk bruger evangeliseringstaktikker som værktøjer og mister så blikket for personen. De går ud for at få hakker i deres bæltespænde.
Frank Friedmann
I værste fald bliver den slags tilgang en anklagende øvelse, hvor man presser nogen op i en krog, indtil de giver op, bare for at få dig til at forlade deres hjem. Det er ikke en omvendelse. Det er en exitstrategi.
Og programmerne bliver endnu mærkeligere derfra. Frank fortalte mig om en kirke, der gemte fodbolde i hjem i nabolaget, belønnede husejeren for at beholde bolden og kirkemedlemmet for at finde den og kaldte det hele for "evangeliserende opsøgende arbejde." Hans spørgsmål var det rigtige: Hvor er Jesus i alt det?
Problemet er ikke kreativitet. Problemet er, at når organisk evangelisering ikke finder sted, griber vi til mekanikker for at erstatte den. Og mekanikker kan ikke erstatte liv.
Frank Friedmann
Emerituspræst
Baton Rouge, Lousiana
Frank Friedmann er en erfaren præst og lærer, hvis tjeneste er blevet formet af en dybtgående personlig trosrejse. Han voksede op i en stor katolsk familie og fik en dybere forståelse af…
“Evangelisation er ikke først og fremmest en metode – det er resultatet af et liv, der er formet af Jesus. Når troende oplever ægte frihed, glæde og fred, bliver det naturligt at dele troen – ikke noget, der føles påtvunget.”
Have an account? Log In
Det virkelige problem er ikke metoderne, men erfaringen
Frank Friedmann har drevet en konference i 30 år, og han indleder den med en enkel øvelse for deltagerne. Han oplister fem ting, Jesus lovede dem, der følger ham:
- Glæde i fuldt mål
- Fred, som overgår al forstand
- Et liv i overflod
- Hvile (den græske tekst ligger tættere på "Jeg vil hvile jer" end "Jeg vil give jer hvile")
- Frihed (frihed fra at skulle præstere for andre mennesker, frihed fra at skulle præstere for Gud, frihed fra dig selv)
Derefter beder han salen tænke på deres kirke og tælle, hvor mange mennesker de kender, som blot har to af disse fem ting som en vedvarende del af deres liv. De fleste bliver stille. Så spørger han, om de kan komme i tanke om nogen, der har alle fem. Salen bliver virkelig stille.
Det er problemet med det meste evangelisationstræning…
Det skyldes ikke mangel på teknikker eller værktøjer. Det skyldes mangel på LIV. Hvis vores menneskers oplevelse af det kristne liv er præget af angst, uro, frygt, skyld, præstationspres og skam, er det så mærkeligt, at det føles som at trække tænder ud at få dem til at dele deres tro?
Frank sagde det ligeud: En kirke som den ser på verden og siger: "Har du lyst til at slutte dig til os?" Og verden siger: "Det tror jeg ikke. Det er svært nok herude uden alt det der."
Det er derfor, vi tyer til træning. Fordi det naturlige ikke virker. Men det naturlige virker ikke, fordi evangeliet ikke er landet, sådan som det var ment, hos de mennesker, der allerede HAR det.
Hvad ændrede sig i Franks kirke
Hans kirke i Delaware begyndte med 13 voksne. Den voksede til omkring 400-500 mennesker. Senere kom han til Grace Life Church i Baton Rouge, Louisiana, som havde siddet fast på 70 mennesker i 15 år. Den fordoblede sit antal på seks måneder. Fordoblede det igen på seks måneder. Fordoblede det endnu en gang på et år.
Da en præsteven satte sig ned med ham og spurgte, hvad hans evangelisationsmetode var, fortalte Frank ham, at han ikke havde nogen.
Det, han havde, var en overbevisning fra Efeserbrevet 4: Pastor-lærerens opgave er at udruste de hellige til tjenestens arbejde. Ikke selv at nå de fortabte, men at opbygge legemet, indtil legemet går ud og gør det på egen hånd, uden at nogen har bedt dem om det.
Frank sagde det endnu mere direkte, da han og jeg talte sammen:
I de fleste kirker har vi vendt det hele på hovedet. Vi siger til folk: ’Gå hen og invitér dine venner i kirke, så vil vi prøve at få dem frelst.’ Nej. UNDERVIS den troende. Hjælp dem med at forstå, hvem Jesus er for dem, og hvad han har gjort for dem - og så? Gå ud og vær kirke.
Arbejd ikke på at bringe verden ind i et program; opbyg i stedet din kirke til mennesker, der forstår så DYBT, hvad Jesus har gjort for dem, at de ikke kan lade være med at gå ud.
Sådan ser Frank det: Pastorens rolle er ikke at bære evangelisationen for kirken:
Jeg er pastor for en menighed af pastorer… en evangelist for en menighed af evangelister.
Det betyder, at ’succes’ ikke handler om at blive bedre til strategier for udadrettet arbejde. Det handler om at opdrage mennesker, der forstår, hvem de er i Kristus & hvem Kristus er i dem.
Hvis legemet bliver opbygget, hvis mennesker begynder at forstå, hvem Kristus er i dem, og hvad han har gjort, bliver de, som Frank udtrykte det, umulige at få til at tie stille.
Evangelisation vil være et naturligt resultat af, hvem de er. Udefrakommende iagttagere vil spørge: ’Hvad har du, som jeg ikke har?’ Men hvis vi lever med skyld, skam og frygt, er der ingen, der spørger. Hvis de ser noget anderledes, spørger de.
More Articles
“Du er NØDT til at se det her!”
Frank har et billede på dette, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Han kalder kirken et kalejdoskop: en million udtryk for Jesus på en panoramisk måde. Når man ser gennem et kalejdoskop, forholder man sig ikke stille. Man griber fat i det nærmeste barn og siger: "Du er nødt til at se det her!”
Det er evangelisationsmodellen. Et liv, der gør mennesker nysgerrige. Et liv, som verden ser på og spørger: "Må jeg få noget af det?”
Han gør det også klart, at nogle mennesker faktisk har den åndelige gave at evangelisere, og det er virkeligt. Men den evangelist, der har fået denne gave, skal ikke være model for alle andre. Modellen er Jesus selv: at stole på Faderen og lade ham leve sit liv i og gennem dig, mens du går.
Enhver troende bærer Guds hjerte, og Guds hjerte brænder for de fortabte. Det er ikke et træk, man opdyrker gennem træning. Det er der allerede. Opgaven er at hjælpe mennesker med at vide, hvad de har.
Hvad det betyder for din kirke lige nu
Jeg siger ikke, at I skal aflyse jeres program for lokalt udadvendt arbejde. Jeg siger, at I først skal stille et sværere spørgsmål: Hvad er tilstanden blandt menneskene i jeres kirke? Ikke deres adfærd, men deres tilstand. Oplever de glæde, fred, hvile, frihed og et liv i overflod, selv blot delvist, selv om de stadig vokser? Eller præsterer, skjuler og kontrollerer de?
Hvis det er det sidste, er mere træning i evangelisering ikke svaret. At gå dybere er.
Franks ordinationsformaning, som John MacArthur gav ham for 45 år siden, er værd at vende tilbage til: tag vare på dybden i din tjeneste, og overlad bredden af den til Guds hænder.
Dybden er vores fokus. Overlad bredden til HAM.
