Samtaler om pastoral egenomsorg begynder som regel med et problem:
- udbrændthedsrater
- frafaldsrater fra tjenesten
- det moderne kirkelederskabs uholdbare tempo.
De foreslåede løsninger omfatter som regel bedre rytmer, ansvarlighedsstrukturer, færre sene aftener, mere luft osv... Intet af dette er forkert, men det sætter vognen foran hesten.
Verden tilbyder os praksisser for egenomsorg. Den foreskriver en liste over vaner, som kun fungerer, indtil de omstændigheder, der gør dem lette, forsvinder, og så er de det første, der ryger.
Derimod er de præster, som holder fast i tjenesten gennem årtier, dem, der har sunde overbevisninger om Gud. Disse tre sandheder om Guds karakter, hensigt og design vil, når de tros på og leves ud, forvandle din oplevelse af tjenesten.
1. Guds tilstrækkelighed afhænger ikke af din kapacitet
Gud har ikke brug for dit arbejde for at fuldføre sine hensigter. Det teologiske begreb er aseitet (Guds selv-eksistens og selvtilstrækkelighed). Han trækker ikke på eksterne ressourcer. Tjenesten er hans mission, båret af hans Ånd og styret af hans vilje.
Eftersom Gud er tilstrækkelig, og du ikke er det, er bøn mere end en åndelig opvarmning til dagens arbejde.
Bøn er ydmygt at nærme sig den, som har det, arbejdet kræver, og fortælle ham, at du ikke har det.
- “Jeg kan ikke lede denne person gennem deres sorg. Det kan du.”
- “Jeg ved ikke, hvad denne kirke har brug for. Det gør du.”
- “Denne prædiken overstiger mine evner. Jeg har brug for, at du taler gennem den.”
Bøn handler om at finde sine behov mødt i Jesus, ikke om at sikre succes. Gud er tilstrækkelig, og han vil sørge for det, du ikke kan.
Den slags bøn kræver ikke en lang liturgi eller en uafbrudt time (selvom mere tid sjældent gør skade). Den kræver ærlighed. Ærlighed kræver den forudgående overbevisning, at der er nogen at være ærlig over for, en hvis tilstrækkelighed udfylder det hul, som din utilstrækkelighed skaber.
2. Din kirke tilhører Gud (så du kan holde en pause.)
Som præster optager vi kirkelig uro på en unik måde. Når tingene går godt, er det meget let at påtage sig ansvaret for det. Og når tingene går dårligt, absorberer vi også den byrde. Med tiden smelter kirkens sundhed og præstens identitet sammen på måder, der gør det næsten umuligt at træde tilbage uden at føle, at man svigter.
Roden til dette mønster er teologisk, ikke blot følelsesmæssig.
Jesus sagde, at han ville bygge sin kirke (Mattæus 16:18). Det er en nutidsformuleret, vedvarende erklæring om ejerskab. Han står for byggeprojektet. Du har en rolle i det.
Buddet om sabbatten, som ikke er grundlagt i menneskeligt behov, men i et guddommeligt mønster (2 Mosebog 20:11, Guds egen hvile i 1 Mosebog 2), er Skaberens indbyggede påmindelse om denne forskel.
Han hvilede ikke, fordi han var træt, men fordi arbejdet var hans, og han havde fuldført det, han havde til hensigt for den fase.
Du hviler af den samme grund: arbejdet er hans, han styrer dets fuldførelse, og du er deltager, ikke den bærende konstruktion.
Med denne sandhed bliver hvile en handling af tillid og bekendelse. Du holder sabbat, ikke fordi du er færdig med dit arbejde, men fordi du tror, at Gud ikke er holdt op med at udføre sit. Din fridag er tjeneste i en anden toneart.
Du legemliggør med din krop det, du prædiker med din mund: Riget går ikke frem på menneskeligt brændstof.
Beskyt én hel dag om ugen som oprigtigt ikke-produktiv.
Ingen prædikenforberedelse.
Ingen e-mail.
Ingen “hurtige” pastorale opfølgninger.
Lad ubehaget ved denne disciplin få det frem, som du faktisk tror om, hvem der bygger kirken. Når angsten stiger på din fridag, og det vil den gøre, så lad være med straks at håndtere den. Spørg dig selv: Stoler jeg på, at Gud er tilstrækkelig til det, jeg ikke gør lige nu?
3. Gud har skabt dig med begrænsede grænser.
Gud skabte dig i en krop, i en bestemt livsperiode og med et specifikt sæt evner. Han vidste, hvad han gjorde. Pastorale begrænsninger er indbygget i vores skabning, ikke overtrædelser af den:
- At være ude af stand til at være tilgængelig døgnet rundt
- At bære alle menighedsmedlemmers behov
- At være fuldt nærværende i enhver samtale hver eneste dag
Grænser minder mig om, at jeg er ét menneske. Menigheden har behov, der overstiger ét menneskes kapacitet, og den virkelighed er grunden til, at kirken eksisterer som et fællesskab frem for som en kirke drevet af én præst.
Præsten, der ikke kan sige nej, er uærlig om både sine egne begrænsninger og Guds tilstrækkelighed.
Når du sætter en grænse, leder du menighedsmedlemmet, implicit eller eksplicit, hen til en Gud, som er tilgængelig, og til et fællesskab, der netop eksisterer, fordi ét menneske ikke kan og ikke bør være alles eneste ressource.
- Identificér den grænse, du ved, du har brug for, men har modstået at indføre.
- Identificér den overbevisning, som grænsen truer. ("Hvis jeg ikke svarer, vil noget gå galt, som det var meningen, at jeg skulle have forhindret.")
- Bring den overbevisning til Skriften, og spørg, om den tilhører Gud eller dig.
Verden prædiker en form for egenomsorg, der handler om produktivitet.
Jesus tilbyder hvile, der er forankret i tillid.
Hvis du kæmper med overvældelse, udbrændthed eller angst ... vil du ikke finde liv i et nyt, mere skinnende sæt vaner. Opdag i stedet hvile, glæde og tilfredsstillelse i Ham, der kender dig bedst. Jesus døde for at sikre sin brud ... øv dig i at stole på, at han holder din fremtid (og din kirkes fremtid) i sine hænder.
Tag så en pause.
