Key Takeaways
Prædikener og programmer skaber ikke disciple; det gør relationer, én eller to personer ad gangen.
Mål discipelskab på, hvor mange mennesker i din kirke der faktisk gør andre til disciple.
Discipelskab trives i en nådefuld atmosfære, hvor mennesker kan fejle uden at skjule det.
Ed, fortæl os lidt om dig selv, og specifikt hvad Recentered gør for præster.
Jeg startede Recentered Group efter at have været præst i Church of the Open Door i 21 år. Jeg har været præst i 40 år. Før det var jeg officer i hæren, og før det var jeg brandmand på et specialiseret brandbekæmpelseshold. Jeg har altid haft et ønske i mit hjerte om at hjælpe præster. Præster er ensomme, og de fleste kirker er ikke opmærksomme på ledelsesteamets trivsel.
Vi startede Recentered for at hjælpe kirker med at vende tilbage til det, der betyder mest for Jesus: de to store. Den store missionsbefaling er at gøre alle folkeslag til disciple. Det store bud er at elske hinanden. Kirker mister blikket for begge dele under den knusende vægt af arbejdet i den lokale kirke og alt det andet, der står i vejen.
Så vi hjælper:
- sårede præster med at blive sunde
- kirker med ledelsesproblemer med at blive sunde
- med at fremme opbygningen af discipelskabskulturer i kirker.
Hvordan Ed blev oplært som discipel
Du siger ofte, at discipelskab sker i relationer. Hvem oplærte dig som discipel, og hvad husker du bedst om, hvordan de gjorde det?
Jeg kom til tro gennem Jesus-bevægelsen. Jeg kom til tro på Kristus i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, og den første person, der oplærte mig som discipel, var en mand ved navn Stan gennem Young Life.
Dengang havde vi kun King James-versionen. Jeg gik på college, og vi mødtes i College Life House, en tjeneste under Campus Crusade (nu Cru). Stan købte en Scofield Reference Bible til mig. Jeg vidste ikke noget om Bibelen. Mens jeg var til undervisning hele dagen, brugte han hele dagen på at fremhæve med en gul markør, hvor Scofield-noterne hang sammen med teksten.
Vi gennemgik Young Lifes materiale til discipelskab, som regel i en park. Han hentede mig og tog mig med forskellige steder hen. Han var en ven, før jeg overhovedet vidste, hvad discipelskab var. Han var bare en ven, der fortalte mig om Jesus, og jeg voksede enormt.
Have an account? Log In
Hvorfor kirker mister deres engagement i discipelskab
Spring frem til dine år som præst. Var der et øjeblik, hvor du indså, at din kirkes indsats for discipelskab ikke frembragte disciple?
På Dallas Seminary var mit liv præget af Howard Hendricks, som lagde stor vægt på discipelskab. Discipelskab var alt, hvad jeg kendte til: Min præst fra Jesus-bevægelsen oplærte mig som discipel, og i hæren handlede alt om discipelskab.
Derefter var jeg præst i en kirke i Midtvesten, en kirke i Nordvesten og til sidst i Church of the Open Door. Ingen af dem havde det, jeg ville kalde relationelt discipelskab, hvor man sætter sig ned med én person (hvis vedkommende er en helt ny troende) eller med to eller tre personer og ruster dem til at leve det kristne liv. Det er, hvad discipelskab er: at ruste og opmuntre mennesker til at stole på og følge Jesus.
Deres syn på discipelskab var præstens prædikener og programmerne. Der er ikke noget galt med prædikener. Jeg prædikede i 40 år, og jeg elsker det. Men prædikener er ikke rigtig effektive til at ruste mennesker til at stole på og følge Kristus. Så jeg måtte begynde helt forfra i hver kirke.
I Church of the Open Door kom det bag på mig. Det var en historisk, dybt bibelsk kirke, men der var intet discipelskab. Da jeg bragte det på banen, sagde folk: “Jamen, vi har prædikenerne, vi gør dette, vi gør hint.” En tidligere ældste forstod det virkelig, og selv om han ikke længere kom til gudstjenesterne, blev han min allierede.
Det materiale, jeg tidligere havde brugt, havde bevæget sig i retning af en kristendom præget af skam og skyld i stedet for nåde og vores identitet i Kristus, så jeg skrev et nyt kursus kaldet At begynde i nåden, som jeg stadig bruger i dag. Jeg førte de ældste igennem det og sagde til dem: “Jeg vil bede jer om at føre en anden igennem det.” Så begyndte det bare at vokse.
De ældste var tøvende i begyndelsen. Men da de først havde oplært en ung mand som discipel, blev hans ven og kendte hans liv, var det som at blive smittet med en virus. Når nogen er blevet brugt af Helligånden til at gøre en stor forskel i et andet menneskes liv, ægteskab, forældreskab og engagement i kirken, går de aldrig tilbage.
Jeg har været en del af ledelsen i fire forskellige kirker, og jeg ser kirker oprette et discipelskabsprogram, sætte nogen til at lede det, hvorefter præsterne går videre til budgettet eller kirkevækst. Det er næsten, som om de har sat et flueben. Er det en rimelig observation?
Det er en manglende sammenhæng. Et problem er, at kirken har taget en ledelsesform til sig, der ligner erhvervslivets, og det er det, ledelse i erhvervslivet gør: Nogen tager sig af HR, nogen overtager dette, og nogen overtager hint.
Jeg udfordrer de præster, jeg arbejder sammen med hos Recentered, til at ændre kulturen ved selv at gå forrest og ved at prædike Den Store Missionsbefaling. I Church of the Open Door prædikede jeg Den Store Missionsbefaling den første søndag hvert år. Folk sagde: „Vi er ved at være lidt trætte af det her“, og jeg sagde: „Ja, men der er nye mennesker, som ikke forstår, at dette er det vigtigste.“ Den følgende uge prædikede jeg om enhed og om at elske hinanden, altid i relationernes sammenhæng.
Min kone, Judy, tog det til sig og begyndte at discipelgøre kvinder, og de kvinder begyndte at discipelgøre hinanden. Vi endte med en lagdelt discipelgørelse: elever i udskolingen, der stod for grundlæggende discipelgørelse i børnekirken, gymnasieelever, der investerede i elever i udskolingen, og universitetsstuderende, der investerede i gymnasieelever.
Syv år senere, under en anden præst, som jeg holder af, praktiserer Church of the Open Door stadig discipelgørelse. I de seneste to år har en af deres „gennembrudsbønner“ været 75 nye discipelgørelsesrelationer med ikke-kristne. De følger det, og de er nu over 50.
Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg hørt tusindvis af prædikener og selv prædiket et par tusinde. Men mine vigtigste minder handler om at være blevet discipelgjort af en, der elskede mig, tog sig af mig og lyttede til mig, eller om en, jeg discipelgjorde, der oplevede et gennembrud.
Jeg er berømt for Eds første teologiske regel: Gud er klog. Hvis han siger, at vi skal gøre mennesker til disciple, må der være noget om det. Barrieren er, at discipelgørelse er en langsommere måde at vokse på end programmer, og at præster er under stort pres for at få tallene til at stige.
At finde tid til discipelgørelse
Forestil dig en præst, der er enig med dig, men ser på en kalender fyldt til bristepunktet og spekulerer på, hvordan han skal finde tid til et par discipelgørelsesrelationer. Hvad ville du sige til ham?
Tag risikoen, og stol på Herren Jesus, som gav dig befalingen om at gøre mennesker til disciple.
I Church of the Open Door brugte jeg meget tid sammen med vores ledere på at ændre kulturen, fordi vi havde for travlt. Der var ikke plads til discipelgørelse, så vi fjernede et par ting. I kirker er forandring et fy-ord, så det er vanskeligt.
Det begynder med at sætte det i kalenderen. Det skete for mig så sent som i går. Jeg har altid en mand, som jeg discipelgør, og det er en glæde at gøre det, og han ventede på mig i Glendora klokken 10. Den morgen fik jeg omkring seks opkald fra præster og kirker, der sagde: „Jeg har brug for dig.“ Det eneste, jeg sagde, var: „Lad mig tjekke min kalender. Det er jeg ked af, men det tidspunkt er optaget.“ Folk spørger typisk ikke, hvad du skal lave.
Fordi discipelgørelse var så nyt i Church of the Open Door, var jeg nødt til at forlade kirkens område og komme væk fra mit kontor for at gøre det. Jeg mødtes med en mand til morgenmad eller kaffe eller inviterede ham hjem til os.
Jesu model for discipelgørelse
Din tilgang bygger på den måde, Jesus discipelgjorde på. Fortæl om det mønster, du ser, og hvordan det former din filosofi.
Jeg lærte om discipelgørelse af Howard Hendricks, stjal alt hans materiale og har lige siden undervist i det på et bibelcollege samt på seminarer og i kirker.
I evangelierne begyndte Jesus ganske enkelt med at udføre sin mission foran disciplene: at undervise, helbrede og alt det andet. Derefter lod han dem gøre det, mens han så på og korrigerede dem. Det hele var relationelt. Man kan ikke finde et sted, hvor Jesus satte sig ned og sagde: „I dag skal vi tale om treenigheden.“ Undervisningen opstod i det virkelige liv, hvilket er lettere, når man camperer rundt sammen i Israel.
Derefter sendte han dem i Matthæusevangeliet kapitel 10 ud to og to. Altså: Han gjorde det, og de så på; de gjorde det, og han så på. Efter forklarelsen kunne disciplene ikke uddrive dæmonen af en dreng, og Jesus brugte det som en undervisningssituation: „Den slags drives kun ud ved bøn og faste.“ Når vi sender mennesker ud, kommer de tilbage med virkelige spørgsmål, og de lærer af svarene.
Derefter lader vi dem gå. Vi stoler på dem. De kommer til at begå fejl, og vi vil høre, hvad de har sagt til nogen, og krympe os, men de kommer til at gøre det.
Da jeg oplærte ledere af smågrupper, kaldte de mig „Ed, der ikke dukker op“. Jeg sagde: „Jeg leder jeres nye gruppe i et par uger, så leder I den i et par uger, og derefter evaluerer vi forløbet.“ Jeg gav feedback, for eksempel ved at sige til nogen: „Du taler for meget. Lad stilheden opstå.“ I smågrupper og i discipelgørelse er det den, der kommer med den næste kommentar efter en stilhed, som styrer samtalen, så man skal tie stille og lade den anden tale.
Derefter holdt jeg op med at dukke op. En leder, du kender godt, Mark, tog telefonen, da jeg ringede (det var før mobiltelefonerne), og spurgte, hvornår jeg kom. Jeg sagde: „Det gør jeg ikke. Farvel.“ Han klarede det rigtig godt. Det er det, vi er nødt til at gøre.
Lige nu fører jeg en mand gennem Begyndelse i nåden. Han kommer fra et etnisk mindretal og arbejder i underholdningsbranchen, og vi taler om, hvordan han skal nå sit lokalsamfund og omsætte dette til den sammenhæng. Jeg har bedt ham overveje, hvem han vil discipelgøre, og han har allerede en i tankerne. Han tilbød at bestille et eksemplar af Begyndelse i nåden, og jeg sagde: „Nej, jeg tager et med til dig.“ For mig er det det værd.
More Articles
At vælge og give disciple ansvar
Hvordan beslutter du, hvem du vil invitere ind i en discipelgørelsesrelation, hvis du er præst og lige er begyndt?
I omkring halvdelen af de kirker, jeg har arbejdet med, begyndte vi med lederne. Nogle gange er lederne ikke interesserede. Så begynder du at discipelgøre en anden, så du har historier at fortælle. Når lederne hører nogen sige: „Vi var på randen af skilsmisse, så begyndte Ed og Judy at discipelgøre os, og se bare på os nu“, begynder de at tænke: „Vent lige, det her er stærkt.“
Jeg leder altid efter en, der er ivrig og virkelig ønsker det. Det er vanskeligt for ledende præster, fordi alle ønsker, at præsten skal oplære dem. Howard Hendricks sagde, at man skulle se efter FAT-mennesker:
- Trofast
- Tilgængelig
- Underviselig
Jeg sagde altid: »Vi skal gøre det her i en periode.« Ordet »periode« gav mig en faldskærm, hvis nogen ikke gjorde arbejdet eller hele tiden udeblev fra møderne. Jeg har spist flere morgenmåltider alene klokken 5 om morgenen, end jeg kan tælle.
Discipelskab er, ligesom al tjeneste, rodet. Men rodet er intimt.
Ed Underwood
Man kan sige til nogen: »Du dukkede ikke op.« Det vil aldrig ske med prædiken.
I programbaseret discipelskab er der en indbygget afstand. Hvis jeg ikke dukker op, er jeg bare en del af mængden. Er det rigtigt?
Det er rigtigt. Jo større en lillegruppe bliver, desto mindre engagement er der, fordi folk tænker, at ingen vil lægge mærke til, hvis de er fraværende.
En anden ting, vi gjorde i Kirken med den åbne dør, var at skrive discipelskab ind i enhver jobbeskrivelse: for hver ældste, medarbejder, leder af en lillegruppe og medarbejder i børnetjenesten. Vi var ikke legalistiske omkring det. Folk går igennem travle perioder. Men vi ønskede, at de skulle vide, at hvis vi driver programmer uden discipelskab, gør vi ikke det, der betyder mest for Jesus. Discipelskab skaber bæredygtig vækst i et menneskes liv, og det tager tid.
Hvordan ved man, hvornår nogen er klar til at oplære en anden?
De føler sig aldrig klar. Mens de selv bliver oplært, vil vi sikre os, at de er sunde og ikke har en dagsorden. Nogle mennesker kommer til kirker med en dagsorden, og man ønsker ikke at overlade andre til dem. At være sund betyder ikke, at de har styr på alting. Men vi ville for eksempel være meget forsigtige med misbrugere. Vi ville typisk ikke lade en misbruger oplære andre end en anden misbruger, fordi et almindeligt menneske vil elske dem, og misbrugere ofte udnytter det.
Som regel er folk mere klar, end de selv tror, og vi stoler på Helligåndens kraft. Den egentlige nøgle er kapitel tre i Begyndelse i nåde: De skal vide, hvem de er i Kristus, og forstå den grundlæggende forandring, der fandt sted i dem. Vi har to sider med en liste over 35 forandringer, der sker overnaturligt i det øjeblik, et menneske tror på Kristus. De fleste kristne har ingen anelse. Der findes ikke nogen ubetydelig kristen. Hvis de ved, at de har Helligånden, en ny natur og kraft til ikke at synde, er de klar.
Og vi bliver ved med at understrege nåde, nåde, nåde. Bæredygtig forandring kommer af at stole mere på Jesus, ikke af at nogen fløjter i fløjten, fordi vi løb uden for banen.
Indblik i At begynde i nåde
Lad os tale mere om At begynde i nåde, som du har udviklet gennem årene sammen med hundredvis af mennesker.
Tusindvis har brugt den oprindelige version. Den trængte til en opdatering, så vi har for nylig udgivet en revideret og opdateret version, også i en digital udgave.
Målet er at føre en person fra gaden til dåben, præcis som de gjorde i Apostlenes Gerninger.
Sådan er At begynde i nåde struktureret:
Begyndelsen på dit forhold til Gud (kapitel et).
Hvordan man får et forhold til Gud, forstår Hans nåde i sit liv og begriber Johannes 3:16: frelse er en transaktion, der udelukkende er baseret på tro. I Church of the Open Door sagde nogle mennesker, som havde siddet under J. Vernon McGee og deltaget i alle konferencer,: “Det her er så grundlæggende.” Jeg ville sige: “Giv det en chance.” Efter at have arbejdet sig igennem det sagde de: “Det var så godt for mig at gennemgå dette igen.”
Fordybelse af dit forhold til Gud (kapitel to).
Bønnens kraft: Du har kontakt med Gud gennem bøn, og Han har kontakt med dig gennem Bibelen. De fleste kristne, selv i konservative kredse, kender vers, men ved ikke, hvordan Bibelen hænger sammen, så vi viser dem, hvordan Det Gamle Testamente er struktureret, og hvordan det hænger sammen med Det Nye Testamente.
Din nye identitet i Kristus (kapitel tre).
Jeg tilføjede dette, fordi de fleste kristnes to yndlingssalmer er “Lige som jeg er” og “Jeg flyver væk.” Hvad med den mellemliggende del? Midten er helliggørelse, Romerbrevet 5–8. Dette kapitel fokuserer på Galaterbrevet 2:20: din nye identitet, den kraft du har, og de velsignelser du har i de himmelske riger.
Formålet med dit forhold til Gud (kapitel fire).
Bygger på Efeserbrevet 2:10. Det er ikke kun præster, der er kaldet; det er alle. En mand, som jeg disciplinerede, driver en ejendomsvirksomhed, og nu kommer 30 mænd til bibelstudier på hans kontor, hvor de arbejder sig gennem Galaterbrevet og Kolossenserbrevet. Han ser det som sit formål i Efeserbrevet 2:10.
Forholdet til andre i Kristus (kapitel fem).
Kirke, ægteskab og relationer, men set fra nådens og identitetens perspektiv. Det er ikke: “Ægtemænd, elsk jeres hustruer, ellers får I problemer.” Det er: “Ægtemænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken, og I ved, hvordan Han elsker jer.” Vi gennemgår også Ordsprogenes Bog. Jeg stiller åbne spørgsmål undervejs. I går sagde en mangeårig kristen: “Wow, Ed, du går lige til sagen. Det her er personligt.” Jeg sagde: “Ja, for hvis det ikke forandrer mit liv, samler jeg bare viden.”
Bibelen siger ikke, at man skal skrive Guds ord ned i notesbøger. Den siger, at man skal gemme det i sit hjerte.
Ed Underwood
At dele Jesu kærlighed med andre (kapitel seks).
Hvordan man deler evangeliet. Vi bruger meget tid på Kolossenserbrevet 4:2–6. Vi har vendt det på hovedet: Vi tror, at det at dele evangeliet handler om at tale om Jesus, men Paulus viser, at det handler om at opbygge relationer til ikke-kristne og være opmærksom på dem.
Din plads på Kristi legeme (kapitel syv).
Her ville vi spørge: “Hvor vil du gerne tjene i Church of the Open Door?” En helt ny kristen kunne begynde med at lytte til børn, der fremsiger bibelvers i børnekirken. En mand, der var fodboldtræner på Azusa Pacific og havde en teologisk grad, var klar til at blive ældste, så det udfordrede jeg ham til. Andre kunne blive ledere af smågrupper.
Det er her, præster har brug for at forstå deres egen jobbeskrivelse. Læs Efeserbrevet 4. Det handler ikke om at prædike prædikener, så flere mennesker kommer. Det handler om at udruste de hellige til tjenestens arbejde.
Ed Underwood
Jeg elsker prædikener og har viet mit liv til at prædike dem præcist.
Men i kirken i Midtvesten skrev jeg noter til smågrupper, hvor der stod: “Hvad var Eds hovedpointe fra søndag?” Onsdag kunne folk ikke fortælle mig det. Jeg gjorde kun det i omkring en måned, fordi det var så pinligt.
Discipelskab giver dig adgang til et andet menneskes liv. I går fortalte den mand, jeg mødtes med, mig tre ting, der var på vej for ham, og jeg skrev dem i min kalender. Han ved, at Ed og Judy vil bede for ham næste tirsdag. Det er nært og effektivt.
Måling af discipelskab
Når det gælder discipelskab, ser det ud til, at præster står over for et valg. Den bedste vækst er ofte langsom, som væksten på et egetræ, frem for hurtig vækst, der måske ikke varer ved. Hvis en præst vælger den langsomme vej, hvordan måler de så væksten? Præster kan følge med i gaver, fremmøde, smågrupper, frivillige og endda trafik på hjemmesiden. Relationelt discipelskab er meget sværere at måle. Hvordan gør vi det?
Først og fremmest gennem fortællinger og invitationer. Men den vigtigste indikator er, hvor mange mennesker i din kirke der faktisk skaber disciple.
Hvor lang tid det tager, afhænger af personen. At føre nogen gennem Begyndelse i nåden kan tage et år.
Med den mand, jeg leder i discipelskab med nu, og som kender sin Bibel godt, tager vi sandsynligvis et kapitel om ugen. Hos Recentered skriver vi også bibelstudier på otte uger om Galaterbrevet og Kolossenserbrevet, og der findes andre ressourcer, for man ønsker at blive i den persons liv så længe som muligt. Vi forsøger også at give folk videre til andre, fordi jeg ikke har disciple. Jeg skaber disciple af Kristus.
Discipelskab giver dig også en reel måde at tale om givertjeneste på, ikke: »Vi står midt i en kirkekrise og har brug for penge.« Du kan spørge: »Fortæl mig om din økonomi. Er du en, der giver?« Som regel behøver jeg ikke spørge, fordi deres økonomi er et rod. Jeg siger: »Det eneste, jeg ved om økonomi, er, at hvis du er en forvalter, lover Jesus at tage sig af dig. Så lad os begynde med at give.« Og det er bæredygtigt, fordi de giver ud fra forståelse og ikke under pres.
For at runde af: Tal om et Jesuscentreret fællesskab og trygge relationer, hvor man taler sandt, som grundlaget for et effektivt discipelskab.
Hos Recentered taler vi om at opbygge en nådens atmosfære. Vi er nødt til at prædike om den og gentage det hele tiden. Det er et sted, hvor folk ved, at de kan fejle, fordi det vil vi alle gøre, og de behøver ikke skjule det.
Når jeg besøger en kirke, kan jeg inden for få minutter efter at være gået ind mærke, om den har en nådens atmosfære. Folk taler sammen, har relationer og bliver hængende. I en nådens atmosfære forventer folk at blive værdsat, lyttet til og hørt. De vil ikke blive gjort til skamme, når de begår fejl, men de vil blive korrigeret. Vi siger ikke: »Du har haft en affære, men det er i orden, for vi er en nådekirke.« Nåden tager skarpt afstand fra den slags, men på en måde, der siger: »Jeg elsker dig. Det her er forfærdeligt. Lad os tale om det.«
Derefter er vi engagerede i at opbygge tillidsfulde relationer. Når en kirke har en nådens atmosfære og tillidsfulde relationer, vil discipelskabet trives. Jeg ved aldrig, hvor jeg skal begynde med en kirke eller en præst. Nogle gange begynder vi med nådens atmosfære, og andre gange med at opbygge tillid blandt lederne.
