Key Takeaways
Gavmildhed går forud for tiende: Prioritér Åndens ledede gavmildhed frem for tiende efter den gamle pagt. Gud er først interesseret i hjertet.
Stol på, at Jesus leder: Ledere må stole på, at menigheden følger Helligåndens ledelse.
Gaver i den nye pagt: Det Nye Testamente lærer frivillig givning baseret på personlig overbevisning, ikke en fast procentdel.
Præster sætter tonen: En præsts holdning til penge påvirker kirkens kultur og menighedens adfærd, når det gælder givning.
Forestil dig dette et øjeblik:
Et par beder om at mødes med dig; de drukner i regninger, og hans virksomhed har for nylig måttet lukke, så han leder efter arbejde på et vanskeligt arbejdsmarked. Hun er hjemme med små børn og gør det bedste, hun kan, med et meget stramt budget.
Så hvor meget bør de give?
BEMÆRK: Denne situation skete for mig ... og jeg fortalte dem, at de på ingen måde var forpligtede til at give til kirken. Jeg sagde, at hvis de bad og følte, at Jesus ledte dem til at give, skulle de følge denne ledelse. Men at de havde fuld frihed til IKKE at give.
Jeg tror, at mange præster ville have svært ved at indtage den holdning. Budgetpresset er trods alt reelt. Personalet skal have løn. Og vi har alle fået udleveret den samme drejebog: Når bankkontoen bliver lav, er det tid til en prædikenserie om tiende.
Jeg voksede selv op i den tradition. Det var først, da en mentor stillede mig et skarpt spørgsmål, at den begyndte at falde fra hinanden.
Når du prædiker om tiende, handler din motivation så om trofasthed mod Skriften, eller handler den om at sikre din kirkes økonomiske velbefindende?
Det spørgsmål fortjener mere end et hurtigt svar.
Have an account? Log In
Jesus erstattede tienden (den gamle pagt) med noget vanskeligere.
Tienden var en obligatorisk skat — ti procent af bruttoindkomsten, uden undtagelser — der skulle finansiere det levitiske præsteskab. Da Gud fordelte det forjættede land, fik Levis stamme ingen arv. Intet land. Deres opgave var at tjene som præster spredt ud over hele Israel, og tienden fra de øvrige elleve stammer var det, de levede af; dette var en strukturel økonomisk løsning, skabt til et specifikt præstesystem.
Det system er væk.
Det præsteskab, som det finansierede, er væk.
Der findes ingen befaling noget sted i Det Nye Testamente om at give tiende. Ikke én.
Hvad med Abrahams tiende til Melkisedek?
Nogle præster gør indsigelse her ved at henvise til Abraham, som gav en tiendedel af sit krigsbytte til Melkisedek — århundreder før Moseloven (1. Mosebog 14:18-20). Argumentet lyder, at tienden derfor hæver sig over loven. Men lad os se ærligt på historien: Abraham gav kun tiende én gang. Af krigsbytte. Ikke fra sine marker, sine hjorde eller sin almindelige indkomst.
Jeg tror, at den selektive måde, vi bruger denne historie på, afslører mere om vores behov for økonomisk sikkerhed, end den siger om et bibelsk påbud.
Den obligatoriske tiende erstattes af noget enklere og mere krævende: Åndens ledede, frivillige gavmildhed.
Paulus siger det klart i 2 Korintherbrev 9:7: "Enhver skal give, som han har besluttet i sit hjerte, ikke modvilligt eller under tvang, for Gud elsker en glad giver."
Så nu skifter spørgsmålet fra "Hvilken procentdel kræver Gud?" til "Hvad tilskynder Helligånden mig til?"
Præster må stole på Jesus med pengene.
Du kan ikke prædike gavmildhed fra et sted præget af uro og forvente, at det frembringer andet end mere uro hos dine mennesker. Ross Gilbert, min medpræst i New Life Fellowship, sætter direkte ord på den gamle tilgang:
\u0022Når som helst du griber ind i Skriften og vælger en lov, som \u003cem\u003edu\u003c/em> kan lide, og som samtidig får folk til at gøre det, du ønsker, er det kontrol. Det er det hele.\u0022
More Articles
Pastorer skal have tillid til, at deres menighed følger Jesu ledelse.
Den holdning, du indtager bag prædikestolen, former kulturen i rummet. Hvis du krampagtigt holder fast i budgettet, vil din menighed mærke det — uanset om du sætter ord på det eller ej.
Ryan Johnson, som er pastor i Church Untitled i Vancouver centrum, er ærlig omkring, hvor let det siver ud:
\u0022Vi må ikke overføre den bekymring til andre mennesker. ‘Hvis I ikke giver, kommer jeg til at ligne en idiot.’ Vi ville aldrig sige det direkte, men nogle gange kommer det til udtryk i den måde, vi kommunikerer på.\u0022
Ross Gilbert går endnu længere:
Gud har ikke brug for dine penge. Og ved du, hvad det betyder? Vi her i New Life har heller ikke brug for dine penge.
Det er ikke forsømmelighed. Det er tillid til Guds evne til at sørge for os (uden behov for vores tvang)
Vi er nødt til at have tillid til, at vores menighed er villig til at følge Jesu ledelse. At gå forrest betyder, at man selv giver, før man beder andre om at give. Det betyder, at man selv bærer risikoen i stedet for at fordele den. Det betyder oprigtigt at være okay med, at Ånden tilskynder nogen til at give mindre end 10 % denne måned — eller slet ingenting.
Det er ikke en lille opfordring. Det er sandsynligvis den største af dem alle.
Hvad med at give, indtil det gør ondt?
\u003c!– wp:paragraph –\u003eEn af de meget almindelige skyldfremkaldende mekanismer i prædikener om forvaltning er idéen om at give selvopofrende. Sagt på en anden måde: \u0022ægte tro betyder at give, indtil det gør ondt.\u0022
\u0026nbsp;
2 Korintherbrev 9:7 beskriver Paulus’ opfordring til sine læsere om i deres hjerter at afgøre, hvad de skal give. Nogle \u003cspan style=\u0022letter-spacing: -0.1px; text-indent: -0.5em; text-align: center;\u0022\u003egav efter deres evne i overensstemmelse med Helligåndens ledelse. Andre gav ud fra deres mangel. \/span\u003e
\u0026nbsp;
\u003cspan style=\u0022letter-spacing: -0.1px; text-indent: -0.5em; text-align: center;\u0022\u003ePointen er ikke, at det skal gøre ondt. Pointen er: Hvad fortæller Helligånden dig?\u003c/span\u003e
\u0026nbsp;
\u003c!– /wp:quote –\u003e
\u003c!– wp:paragraph –\u003eDet spørgsmål giver kun mening, hvis du virkelig tror på og stoler på, at din menighed kan høre fra Gud. Ikke bare i teorien, men nok til at give slip på resultatet.
Gud ER trofast.
Vi grundlagde New Life Fellowship i 2019. Hvert år siden har vi finansieret hele vores budget — uden tiende-sprog, uden forpligtelse og uden pres.
Pastor Ryan Johnsons historie ser anderledes ud, men bygger på den samme grundtanke. For nogle år siden oplevede hans team, at Gud ledte dem ind i et stort byggeprojekt — et område på 10.000 kvadratfod i hjertet af Vancouver.
De forventede omkostninger var 1,2 millioner dollars.
De prøvede de konventionelle veje: satte sig ned med indflydelsesrige mennesker, undersøgte mulighederne for tilskud og forfulgte enhver kanal, deres egen visdom kunne finde. Overalt blev dørene lukket. De sagde til deres menighed:
Det er her, vi mærker, at Gud leder os. Hvis du også ser det, så kom og følg med. Gør det ikke på grund af vores ord, men fordi Ånden taler til dig.
I januar, da byggeriet næsten var færdigt, og der stadig manglede omkring $250,000, rejste Ryan sig og fortalte sin menighed, at de ikke ville gå i banken efter et mellemfinansieringslån. Næste morgen vågnede han med det, han selv kaldte "de værste tømmermænd efter at have været sårbar".
Så kom onsdagen. $130,000 blev uventet sat ind på deres konto. Et par måneder senere, inden for en time efter at have fået tilladelse til at tage de nye lokaler i brug, ringede en anonym donor for at dække den resterende saldo fuldt ud.
Gud viste mig, at det ikke handler om pengene, siger Ryan. Han kan knipse med fingrene og få det til at ske på et sekund. Det handler om dannelse.
To kirker. To byer. To meget forskellige omstændigheder. Den samme tråd løber gennem dem begge.
Pengene har en måde at afsløre, hvad vi faktisk tror om Gud og hans trofasthed over for os. Vi må stole på Jesus med vores budgetter, før vi beder vores folk om at stole på ham med deres.
