Jeg havde det forfærdeligt. Det var juleaften i midten af 2010'erne, og jeg var kun få øjeblikke fra at træde op på platformen for at lede en julegudstjeneste.
- Jeg kæmpede med en forkølelse.
- Jeg havde haft en række sene nætter med syge børn.
- Min kone og jeg havde økonomiske problemer.
Der var ikke mange gaver under træet. Vores børn vidste, at det ville blive et mere beskedent år. Skammen over det hele lå tungt på mit bryst. På en eller anden måde skulle jeg forkynde håb for den forsamlede menighed.
Jeg kan ikke vente med at få julen overstået.
Jeg mumlede tanken højt for mig selv. Jeg følte mig tømt for håb og fuldstændig afkoblet fra de hellige øjeblikke, jeg skulle til at tale om. I stedet var jeg fanget i en skamspiral:
Josh, du er forfærdelig til at håndtere penge. Du leder ikke godt. Du er ikke sund. Hvilken slags præst kan ikke engang nyde julen? Hvorfor kan du ikke få styr på det?
Her er, hvad jeg ser nu:
Når jeg ser tilbage på den juleaften, indser jeg, at fjenden arbejdede overtid for at få mig til at fokusere på hvad som helst andet end Jesus. I kaosset og presset voksede selvfordømmelsen og fik tag i mig. Jeg blev distraheret fra den, Jesus ønskede at være for mig (min Fredsfyrste).
Føler jeg stadig den samme slags pres ved juletid? Absolut.
Prøver fjenden stadig de samme gamle tricks? Hver gang. Men...
Jeg har lært at bede mig igennem det på en anden måde.
Og Jesus er altid trofast. Når jeg mærker det velkendte pres, beder jeg noget i denne retning:
Jesus, jeg føler alle mulige former for pres i dette øjeblik. Pres for at præstere. Pres for at bevise mit værd. Pres for at leve op til andres forventninger.
Så vær sød:
- Mind mig om, at jeg ikke står alene herude og arbejder på markerne (Matthæus 28:20).
- Mind mig om, at Du ikke dømmer eller evaluerer det, jeg udretter, med et kritisk blik (Salme 32:8).
- Mind mig om, at Du er med mig, skulder ved skulder...
- Mind mig mest af alt om, at Din glæde er det forhold, du og jeg deler.
Jeg overgiver resultaterne af denne gudstjeneste, denne tid og denne kamp. Jeg vælger at tro på, at min opgave nu ganske enkelt er at møde op, hånd i hånd med dig (2 Korintherbrev 12:9).
Jeg vælger at give DIG ansvaret for resultaterne. Jeg overgiver min kontrol og vælger i stedet Din fred (Esajas 40:31).
Amen.
Historien om Betlehem begyndte i kaos.
En ubekvem folketælling, en lang rejse, ingen værelser, en fødsel i en stald. Og lige midt i det hele viste Jesus sig. Ikke efter at kaosset var blevet løst, men midt i det.
Fredsfyrsten er for DIG, præst, hvis du vil tillade Ham at være det for dig.
I Kristus, som er vores Liv,
Josh
