Key Takeaways
Ensomhedsepidemi: De fleste præster mangler dybe, trygge venskaber.
Selvforsvar: For mange af os er det tryggere at skjule vores personlige kampe end at være åbne.
Trin mod trivsel: Begynd med at dyrke åbenhed sammen med én person, du har tillid til, og byg derefter videre derfra.
Jeg er præstesøn, og jeg var midt i tyverne, da jeg første gang hørte min far præsentere nogen som en ven.
"Josh, det her er min ven Ron."
Min far kendte alle. Han var god til at elske mennesker. Men i de mere end tyve år, hvor jeg havde set ham udføre tjeneste, havde jeg ikke set ham have en ven på den måde, jeg havde venner. En, han tilbragte tid sammen med og ringede til for at tale. En, der vidste, hvad der foregik i ham. En, hvis forhold til ham ikke havde noget med kirken at gøre.
I dag, omkring femten år senere, husker jeg stadig det øjeblik tydeligt. Ikke fordi det var dramatisk, men fordi det på det tidspunkt var mærkeligt. Jeg havde ingen kategori for det.
Jeg har tænkt meget over det på det seneste. Og jeg er kommet til at tro, at årsagen ikke var unik for min far.
Min far, Jim Gordon, er i dag seniorpræst i Elora Road Christian Fellowship. Han har været præst i næsten fire årtier.
For mig er han blevet en af de tydeligste stemmer i denne samtale om præstelige relationer. Jeg har lært så meget af ham – ikke gennem formel undervisning eller direkte råd, men mest ved at se, hvordan han har opbygget venskaber både i og uden for kirken.
For præster handler et sundt personligt fællesskab ikke bare om at have mennesker omkring sig. Det handler om bevidst at opsøge støttende jævnaldrende og mentorer, mennesker, der har stået, hvor du står, og som kan hjælpe dig med at navigere i det farvand, du befinder dig i, og blive ved med at pege dig hen imod Herren. Du kan ikke være en effektiv leder uden at leve i et eller andet slags fællesskab. Det er der ingen tvivl om.
Du har måske ikke selv valgt ensomheden.
Det, jeg er kommet til at forstå, blandt andet gennem samtaler med min far og blandt andet gennem mine egne år i præstetjenesten, er, at det, jeg så som barn (min far uden en Ron), ikke var et personligt særpræg. Det var standardindstillingen for mange præster og kirker.
Og uden en bevidst indsats er det også din og min.
Du vågnede sandsynligvis ikke en morgen og besluttede dig for at glide ind i isolation. Men ærlighed kræver, at vi konfronterer en ubehagelig sandhed.
Vi er aktive deltagere i vores egen ensomhed.
Joshua Gordon, præst, New Life-fællesskab
En af de primære måder, vi gør det på, er ved at lære at bære masker. Vi konstruerer en slags falsk facade for at fremstille os selv mere fordelagtigt. Vi træffer små, gradvise beslutninger, som lidt efter lidt skaber afstand mellem os og dem, der står os nær.
Et vogtet svar her. En undgået samtale der. Et øjeblik, hvor det synes sikrere at være imponerende end at være kendt.
Faktisk sniger ensomheden sig sjældent ind på præster. Oftest konstruerer vi den langsomt i overlevelsens navn. Med tiden bliver det, der begyndte som beskyttelse, til et fængsel.
Vi bruger masker, fordi de virker.
Som præster er det SÅ let at glide ind i en »optrædende tilstand«, hvor vi lever en version af os selv over for dem, der er en del af vores liv.
- Vi udstråler kompetence, stabilitet og poleret fremtræden.
- Vi lader, som om vi har styr på vores ægteskab, økonomi, børn, tvivl eller bekymringer.
- Vi lader, som om vi ikke kæmper med noget
Og helt ærligt, så virker det som regel.
Masken kommunikerer autoritet. Den beskytter vores rolle. Den holder os i kontrol over vores egen fortælling. Ingen kan udfordre os på de områder, hvor vi er svage, hvis ingen ved, hvor vi er svage.
Ed Underwood er en mentor for mig. Han var præst i 40 år, før han grundlagde Recentered Group. Ed vejleder, støtter og coacher præster, hvoraf mange har båret masker så længe, at de er holdt op med at lægge mærke til det.
Et af de første spørgsmål, jeg stiller præster, der bærer maske, er: “Hvornår begyndte du at lyve? Hvornår begyndte du at give indtryk af, at du var okay med ting, du ikke var okay med?
Hvordan ville du besvare det spørgsmål?
Hvis du er ligesom mig, skete det så gradvist, at jeg oprigtigt ikke kunne finde det øjeblik. Sådan fungerer maskering. Det begynder ikke som bedrag. Det begynder som overlevelse. Og et sted på vejen bliver overlevelse til identitet.
Have an account? Log In
Det pastorale liv har to kendetegn, der gør maskering næsten uundgåelig.
Det er ikke, fordi vi er mere bedrageriske eller usikre end de fleste andre mennesker. Det er snarere selve strukturen i den pastorale rolle, der skaber forhold, hvor det føles tryggere at skjule sig end at blive kendt. At forstå disse forhold er det første skridt til at modvirke dem.
For det første: De fleste pastorale relationer er positions-baserede.
Menighedsmedlemmer forholder sig til os som deres præst. Ansatte og frivillige forholder sig til os som den person, de refererer til. Selv venskaber, der opstår i menighedsarbejdet, bærer institutionens tyngde. Rollen følger os ikke bare ind i rummet — den er rummet. Fjerner man den, er det ofte svært at finde ud af, hvad der er tilbage.
For det andet: De mennesker, der står vores arbejde nærmest, har kontrol over vores levebrød.
Bestyrelser, selv gode og omsorgsfulde bestyrelser, har magt over løn, ansættelsesforhold og omdømme. Den magt forsvinder ikke, bare fordi relationen føles varm. Det skaber en forudsigelig dynamik: Vi censurerer os selv, ikke af bedrag, men som en rationel risikostyring.
De fleste af os som præster er strukturelt tilskyndet til ikke at blive kendt af de mennesker, der står os nærmest. Derfor begynder vi ofte, på et ubevidst plan, at maskere os som en måde at beskytte os selv på.
Maskering er en selvdestruktiv strategi.
Gennem de første 10 år af min tjeneste gik jeg helhjertet ind i maskeringen, og i dag bærer jeg stadig arrene. Jeg brugte mange år på at kæmpe og mange år på at hele. For et par år siden sagde min rådgiver noget, der ændrede min forståelse af det hele:
Josh, når du bærer en maske, kan du ikke tage imod kærlighed. Når mennesker bekræfter dig, hvisker masken: 'Hvis de kendte den virkelige dig, ville de ikke sige det.'
Den 'bytte-identitet-for-accept'-handel er ikke bare dyr. Den er selvdestruktiv. Vi ofrer vores virkelige selv for at blive elsket, og så kan den kærlighed, vi modtager, ikke nå ind til os. Vi udfører forbindelser, mens vi oplever isolation.
Tidligt i min tjeneste pakkede jeg alle mine problemer væk og ignorerede dem, så jeg kunne tage mig af alle andre. Jeg blev den, folk ønskede, jeg skulle være. Det så jeg ikke dengang, men det ser jeg nu: Jeg søgte deres accept og godkendelse … og forsøgte at være Jesus for dem.
Chris beskriver, hvordan den udvikling ser ud indefra: Han brugte fem år på at øse ud uden selv at få noget hældt ind. Han forsvandt næsten — ikke dramatisk, men stille.
En dag så jeg mig omkring og indså: Hvis jeg sagde op eller blev fyret fra min kirke ... ville jeg ikke have nogen.
Chris Long, ledende præst
Maskering skaber isolation. Vi kan være omgivet af dusinvis, ja endda hundredvis, af mennesker, der elsker os - og alligevel føle os alene, fordi vi aldrig viser vores sande jeg. Gør man det længe nok, bliver isolation normalen.
Alenetid er godt. Det er sundt og helende. Men isolation er noget andet. Isolation er et værktøj, som fjenden bruger. Det får os til at miste kontakten med virkeligheden, afskærer os fra relationer, der giver liv, og udsætter os for risici, som aldrig ville komme til overfladen i et ægte fællesskab.
Fire ting, der hjælper
Ingen af disse ting er en hurtig løsning, og ingen af dem sker ved et tilfælde. Men de er heller ikke komplicerede. De fleste af os ved, hvad vi har brug for — vi har bare ikke taget skridtet endnu.
1) Tag temperaturen på din situation.
Før du bygger noget nyt, har du brug for en ærlig vurdering af, hvor du står. Ed Underwood giver præster nogle få enkle spørgsmål til at diagnosticere situationen:
- Føler din kone sig tryg? Ikke bare godt tilpas – tryg. Hun bærer ofte på ting, som du er holdt op med at se, og hendes ærlige svar vil fortælle dig mere om, hvor du faktisk står, end noget andet. Ed er direkte: Hvis hun ikke føler sig tryg, er der stor sandsynlighed for, at du forlader stedet inden for 18 måneder, uanset om du planlægger det eller ej.
- Er »mødet« virkelig mødet? På ældste- og medarbejdermøder: Siger folk, hvad de mener, eller afstemmer de på forhånd, før de går ind i lokalet, og lufter deres frustrationer over for vennerne bagefter? Hvis de reelle samtaler foregår alle andre steder end i det rum, hvor beslutningerne træffes, er det et svært sted at skabe heling.
- Bliver problemer løst relationelt eller strukturelt? Når en præst har det svært, sætter nogen sig så ned med vedkommende og spørger, hvad der foregår, eller bygger kirken stille og roligt sikkerhedsforanstaltninger omkring vedkommendes svagheder? En kultur, der håndterer problemer i stedet for at tage fat på dem, vil gøre det samme mod dig.
2) Find en person, der har været, hvor du er på vej hen
Sårbarhed opbygger tillid. Og tillid ændrer alt, når først du har oplevet den. Ed beder ikke præster om at omlægge alt på én gang. Han begynder i mindre skala:
Jeg siger til mine folk: »Giv mig én person, du virkelig stoler på. Bare én.« Du behøver ikke sprænge hele din situation i luften. Find bare én person, du kan være ærlig over for, og begynd der.«
Ed Underwood, grundlægger af RecenteredGroup.com
Den person behøver ikke at være en formel mentor. Det er måske ikke en person i din rapporteringsstruktur. Find en, der klokken 22 kan fortælle dig, at det, du oplever, er normalt (og mene det), fordi vedkommende selv har været der.
3) Skab en netværksgruppe, hvor du kan lægge præstehatten fra dig ved døren
Min far håbede ikke bare på, at det ville ske. Han skabte rammerne for det. Den beslutning betød alt.
Min kone og jeg startede en lille gruppe med mennesker, vi havde tillid til – både inden for og uden for vores hjemkirke. Vi var omhyggelige med, hvem vi inviterede, og vi designede den, så vi ikke blev opfattet som “præsterne” i gruppen. Vi er på lige fod. Og det har været så godt for os.
Medmindre du bevidst opbygger en gruppe, hvor du ikke er den faktiske leder, følger præsterollen med dig ind i rummet. Ed byggede noget lignende for omkring tredive år siden, og af samme grund.
Jeg sagde til min kone Judy: Jeg er bare så træt af at være alene. Så samlede vi en gruppe venner, som vi havde kendt i årtier – vi vidste ikke, om de alle ville kunne sammen. Men nu har det stået på i tredive år. Dette er vores gruppe, hvor vi går helt tæt på, og de fortæller mig ting om mig selv.
More Articles
4) Find en person, der ikke har noget på spil i forhold til din præstation
Nogle gange er den vigtigste relation slet ikke en præstekollega. Efter et alvorligt sammenbrud beskriver Chris Long det sikkerhedsnet, han fandt i en familie, som bød ham velkommen i deres hjem. De havde ingen skjulte motiver. De var ligeglade med hans CV eller hans kirkehistorie. De elskede ham bare uden noget, de skulle beskytte. Tænk på én person lige nu, der passer på den sidste beskrivelse. Hvis du kan nævne en, så ræk ud til vedkommende i denne uge. Ikke med en dagsorden. Bare kontakt.
Ed og hans kone Judy gør dette bevidst – de inviterer præster og deres ægtefæller ind i deres hjem, væk fra kirkens sammenhæng, bare for at være sammen med dem. Intet program, ingen dagsorden.
Forvandlende historier skaber håb," siger Ed. "Så jeg er sårbar over for dem og fortæller dem om de fejl, jeg begik, og de problemer, jeg har nu. Og man kan bare se, hvordan det begynder at gå op for dem... 'Den her fyr er ægte. Måske kan jeg stole på ham.'
Hvis det vækker genklang, kan du måske finde et hjem på TheLeadPastor.com.
Måske kunne du genkende dig selv i Chris' fem år. Måske sidder Eds spørgsmål – hvornår begyndte du at lyve? – stadig hos dig. Måske tænker du på din kones svar på spørgsmålet om sikkerhed (og du er ikke sikker på, at du har lyst til at stille det).
Det er ikke et dårligt sted at være. Bevidsthed er dér, hvor tingene begynder at ændre sig.
En af grundene til, at jeg gør det, jeg gør på TheLeadPastor.com, er, at jeg ved, hvad det koster at udføre tjeneste alene, og jeg ved, at der findes en bedre måde. The Lead Pastor findes for at være et ærligt, praktisk fællesskab på lige fod for præster, der er færdige med at lade, som om de har styr på det hele.
Her er, hvad du finder indeni:
- Visdom fra præst til præst, forankret i ægte erfaring – ikke konsulentteori
- Praktiske værktøjer, ressourcer og arbejdsgange, der hjælper dig med at skabe plads til bøn, undervisning og discipelskab
- Et fællesskab af ligesindede ledere, der står over for de samme udfordringer som dig
- Nyhedsbreve, podcasts og videoindhold med fokus på at hjælpe dig med at lede trofast – ikke bare effektivt
Vi forsøger ikke at gøre præster til ledere. Vores mål er at hjælpe præster med at lede trofast og udvikle kirker, der trives.
Tilmeld dig gratis på TheLeadPastor.com/membership.
I Kristus, som er vores liv,
Josh
