Key Takeaways
Prædikener og programmer skaber ikke disciple; det gør relationer, én eller to personer ad gangen.
Mål discipelskab på, hvor mange mennesker i din kirke der faktisk former disciple.
Discipelskab trives i en atmosfære af nåde, hvor mennesker kan fejle uden at skjule det.
Vi introducerer Ed Underwood
Ed, fortæl os lidt om dig selv, og specifikt hvad Recentered gør for præster.
Jeg startede Recentered Group, efter at jeg havde været præst i Church of the Open Door i 21 år. Jeg har været præst i 40 år. Før det var jeg officer i hæren, og før det var jeg brandmand på et skovbrandshold. Jeg har altid haft et ønske i mit hjerte om at hjælpe præster.
Præster er ensomme, og de fleste kirker er ikke opmærksomme på deres ledelsesteams trivsel.
ED Underwood
Vi startede Recentered for at hjælpe kirker med at vende tilbage til det, der betyder mest for Jesus, de to store:
- Den Store Missionsbefaling er at gøre alle folkeslag til disciple.
- Det Store Bud er at elske hinanden.
Kirker mister blikket for begge dele under den knusende byrde, som det lokale kirkelige arbejde og alt det andet, der står i vejen, udgør. Så vi hjælper med at:
- hjælpe sårede præster med at blive raske
- hjælpe kirker med ledelsesproblemer med at blive sunde
- fremme opbygningen af discipelkulturer i kirker.
Have an account? Log In
Hvordan Ed blev gjort til discipel
Du siger ofte, at discipelskab sker i relationer. Hvem gjorde dig til discipel, og hvad husker du bedst om, hvordan de gjorde det?
Jeg blev omvendt gennem Jesus-bevægelsen. Jeg satte min lid til Kristus i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, og den første person, der gjorde mig til discipel, var en mand ved navn Stan gennem Young Life.
Dengang havde vi kun King James-versionen. Jeg gik på college, og vi mødtes i College Life House, som var en tjeneste under Campus Crusade (nu Cru). Stan købte en Scofield Reference Bible til mig. Jeg vidste ikke noget om Bibelen. Mens jeg var til undervisning hele dagen, brugte han hele dagen på at markere med en gul markeringspen, hvor Scofield-noterne var forbundet med teksten.
Vi gennemgik Young Lifes discipelskabsmateriale, som regel i en park. Han hentede mig og tog mig forskellige steder hen. Han var en ven, før jeg overhovedet vidste, hvad discipelskab var. Han var bare en ven, der fortalte mig om Jesus, og jeg voksede enormt.
Hvorfor kirker mister deres engagement i discipelskab
Spol frem til dine år som præst. Var der et øjeblik, hvor du indså, at din kirkes discipelskabsindsats ikke skabte disciple?
På Dallas Seminary var mit liv præget af Howard Hendricks, som gik meget op i discipelskab. Discipelskab var alt, hvad jeg kendte til: Min præst fra Jesus-bevægelsen gjorde mig til discipel, og i hæren handlede det hele om discipelskab.
Derefter var jeg præst i en kirke i Midtvesten, en kirke i Nordvesten og til sidst i Church of the Open Door. Ingen af dem havde det, jeg ville kalde relationelt discipelskab, hvor man sætter sig ned med én person (hvis vedkommende er en helt ny troende) eller to eller tre personer og udruster dem til at leve det kristne liv.
Det er, hvad discipelskab er: at udruste og opmuntre mennesker til at stole på og følge Jesus.
For så mange kirker kommer synet på discipelskab ned til præstens prædikener og kirkens programmer.
Der er ikke noget galt med prædikener. Jeg prædikede i 40 år, og jeg elsker det. Men prædikener er ikke rigtig effektive til at udruste mennesker til at stole på og følge Kristus. Så jeg måtte begynde helt forfra i hver kirke.
I Church of the Open Door kom det bag på mig. Det var en historisk, dybt bibelsk kirke, men der var ikke noget discipelskab. Da jeg tog det op, sagde folk: “Jamen, vi har prædikenerne, vi gør det ene, vi gør det andet.” En tidligere ældste forstod det virkelig, og selvom han ikke længere kom der, blev han min allierede.
De materialer, jeg tidligere havde brugt, havde bevæget sig i retning af en kristendom præget af skam og skyld i stedet for nåde og vores identitet i Kristus, så jeg skrev et nyt kursus kaldet At begynde i nåden, som jeg stadig bruger i dag. Jeg førte de ældste gennem det og sagde til dem: “Jeg vil bede jer om at føre en anden igennem det.” Det begyndte bare at vokse.
De ældre var tøvende i begyndelsen. Men når de først havde oplært en ung mand, var blevet hans ven og kendte hans liv, var det som at blive smittet med en virus. Når først nogen er blevet brugt af Helligånden til at gøre en stor forskel i et menneskes liv, ægteskab, forældreskab og engagement i kirken, går de aldrig tilbage.
Jeg har været leder i fire forskellige kirker, og jeg ser kirker oprette et discipelskabsprogram, sætte nogen til at stå for det, hvorefter præsterne går videre til budgettet eller kirkens vækst. Det er næsten, som om de har sat et flueben. Er det en rimelig iagttagelse?
Det er en afkobling. Et problem er, at kirken har taget en ledelsesstil til sig, der ligner erhvervslivets, og det er det, ledelse i erhvervslivet gør: Én tager sig af HR, én overtager dette, én overtager hint.
Jeg udfordrer de præster, jeg arbejder sammen med hos Recentered, til at ændre kulturen ved selv at gå forrest og ved at prædike Den Store Missionsbefaling. I Church of the Open Door prædikede jeg Den Store Missionsbefaling den første søndag hvert år. Folk sagde: “Vi er lidt trætte af det her,” og jeg sagde: “Ja, men der er nye mennesker, som ikke forstår, at dette er det vigtigste.” Den følgende uge prædikede jeg om enhed og om at elske hinanden, altid i relationernes kontekst.
Min kone, Judy, tog det til sig og begyndte at oplære kvinder, og de kvinder begyndte at oplære hinanden. Vi endte med et lagdelt discipelskab: elever i udskolingen, der fik grundlæggende oplæring i børnekirken, gymnasieelever, der investerede i eleverne i udskolingen, og universitetsstuderende, der investerede i gymnasieeleverne.
Syv år senere, under en anden præst, som jeg holder af, praktiserer Church of the Open Door stadig discipelskab. I de sidste to år har en af deres “gennembrudsbønner” været at få 75 nye discipelrelationer med ikke-kristne. De følger det, og de er nu nået over 50.
Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg hørt tusindvis af prædikener og selv prædiket et par tusind. Men mine vigtigste minder handler om at være blevet oplært af en, der elskede mig, bekymrede sig om mig og lyttede til mig, eller om en, jeg oplærte, som oplevede et gennembrud.
Jeg er berømt for Eds første teologiske regel: Gud er klog. Hvis han fortæller os, at vi skal gøre mennesker til disciple, må der være noget om det. Hindringen er, at discipelskab er en langsommere måde at vokse på end programmer, og præster er under stort pres for at skabe resultater i form af tal.
At finde tid til discipelskab
Forestil dig en præst, der er enig med dig, men ser på en kalender, der er fyldt til bristepunktet, og spekulerer på, hvordan han skal finde tid til et par discipelrelationer. Hvad ville du sige til ham?
Tag risikoen, og stol på Herren Jesus, som gav dig befalingen om at gøre mennesker til disciple.
I Church of the Open Door brugte jeg meget tid sammen med vores ledere på at ændre kulturen, fordi vi havde for travlt. Der var ikke plads til discipelskab, så vi droppede et par ting. I kirker er forandring et ord på fire bogstaver, så det er vanskeligt.
Det begynder med at sætte det i kalenderen. Det skete for mig så sent som i går. Jeg har altid en mand, som jeg oplærer, og som det er en glæde at oplære, og han ventede på mig i Glendora klokken 10. Den morgen fik jeg omkring seks opkald fra præster og kirker, der sagde: “Jeg har brug for dig.” Det eneste, jeg sagde, var: “Lad mig tjekke min kalender. Det er jeg ked af, men det tidspunkt er optaget.” Folk spørger typisk ikke, hvad du skal lave.
Fordi discipelskab var så nyt i Church of the Open Door, var jeg nødt til at forlade kirkens område og komme væk fra mit kontor for at gøre det. Jeg mødtes med en mand til morgenmad eller kaffe eller havde ham hjemme hos os.
Jesu model for discipelskab
Din tilgang er bygget på den måde, Jesus oplærte sine disciple på. Fortæl om det mønster, du ser, og hvordan det former din filosofi.
Jeg lærte om discipelskab af Howard Hendricks, stjal alt hans materiale og har lige siden undervist i det på et bibelcollege samt på seminarer og i kirker.
I evangelierne begyndte Jesus ganske enkelt med at udføre sin mission foran disciplene: at undervise, helbrede, alt sammen. Derefter lod han dem gøre det, mens han så på og korrigerede dem. Det hele var relationelt. Du kan ikke finde et sted, hvor Jesus satte sig ned og sagde: “I dag skal vi tale om treenigheden.” Undervisningen opstod i det virkelige liv, hvilket er lettere, når man camperer sammen rundt omkring i Israel.
Derefter sendte han dem ud to og to i Matthæusevangeliet kapitel 10. Altså: Han gjorde det, og de så på; de gjorde det, og han så på. Efter forklarelsen på bjerget kunne disciplene ikke uddrive dæmonen fra en dreng, og Jesus brugte det som et undervisningsøjeblik: “Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste.” Når vi sender mennesker ud, kommer de tilbage med virkelige spørgsmål, og de lærer af svarene.
Derefter lader vi dem gå. Vi stoler på dem. De vil begå fejl, og vi vil høre, hvad de har sagt til nogen, og krympe os, men de kommer til at gøre det.
Da jeg oplærte ledere af smågrupper, kaldte de mig “Ed, der ikke dukker op”. Jeg sagde: “Jeg leder jeres nye gruppe i et par uger, så leder I den i et par uger, og derefter laver vi en evaluering.” Jeg gav feedback, for eksempel ved at sige til nogen: “Du taler for meget. Lad stilheden opstå.” I smågrupper og i discipelskab er det den, der kommer med den næste kommentar efter en stilhed, som styrer samtalen, så man skal tie stille og lade den anden tale.
Derefter holdt jeg op med at dukke op. En leder, du kender godt, Mark, tog telefonen, da jeg ringede (det var før mobiltelefonerne), og spurgte, hvornår jeg kom. Jeg sagde: “Det gør jeg ikke. Farvel.” Han klarede det fantastisk. Det er det, vi må gøre.
Lige nu tager jeg en mand gennem At begynde i nåden. Han kommer fra et etnisk samfund og arbejder i showbusiness, og vi taler om, hvordan han vil nå sit samfund og oversætte dette til det. Jeg har bedt ham om at bede over, hvem han vil gøre til discipel, og han har allerede en person i tankerne. Han tilbød at bestille et eksemplar af At begynde i nåden, og jeg sagde: »Nej, jeg tager et med til dig.« Det er det værd for mig.
More Articles
Valg og bemyndigelse af disciple
Hvordan beslutter man som præst, der lige er begyndt, hvem man skal invitere ind i et discipelskabsforhold?
I omkring halvdelen af de kirker, jeg har arbejdet med, begyndte vi med lederne. Nogle gange er lederne ikke interesserede. Så begynder man at gøre en anden til discipel, så man har historier at fortælle. Når lederne hører nogen sige: »Vi var på randen af skilsmisse, så begyndte Ed og Judy at gøre os til disciple, og se bare på os nu«, begynder de at tænke: »Vent lige lidt, det er stærkt.«
Jeg leder altid efter nogen, der er ivrig og virkelig ønsker det. Det er vanskeligt for ledende præster, fordi alle ønsker, at præsten skal gøre dem til disciple. Howard Hendricks sagde, at man skulle se efter FAT-personer:
- Trofaste
- Tilgængelige
- Undervisningsparate
Jeg sagde altid: »Vi gør det her i en periode.« Ordet »periode« gav mig en faldskærm, hvis nogen ikke gjorde arbejdet eller hele tiden udeblev fra møderne. Jeg har spist flere morgenmåltider alene klokken 5 om morgenen, end jeg kan tælle.
Discipelskab er, ligesom al tjeneste, rodet. Men det rodede er intimt.
Ed Underwood
Man kan sige til nogen: »Du dukkede ikke op.« Det vil aldrig ske med prædikener.
I programbaseret discipelskab er der en indbygget afstand. Hvis jeg ikke dukker op, er jeg bare en del af mængden. Er det rigtigt?
Det er rigtigt. Jo større en lille gruppe bliver, desto mindre engagement er der, fordi folk tænker, at ingen vil lægge mærke til det, hvis de er fraværende.
En anden ting, vi gjorde i Church of the Open Door, var at skrive discipelskab ind i enhver jobbeskrivelse: for hver ældste, medarbejder, leder af en lille gruppe og medarbejder i børnetjenesten. Vi var ikke legalistiske omkring det. Folk går gennem travle perioder. Men vi ønskede, at de skulle vide, at hvis vi driver programmer uden discipelskab, gør vi ikke det, der betyder mest for Jesus. Discipelskab skaber bæredygtig vækst i et menneskes liv, og det tager tid.
Hvordan ved man, hvornår nogen er klar til at gøre en anden til discipel?
De føler sig aldrig klar. Mens de selv bliver gjort til disciple, ønsker vi at sikre os, at de er sunde og ikke har en dagsorden. Nogle gange kommer folk ind i kirker med en dagsorden, og man ønsker ikke at overlade andre til dem. At være sund betyder ikke, at de har styr på det hele. Men vi ville for eksempel være meget forsigtige med misbrugere. Vi ville typisk ikke lade en misbruger gøre andre end en anden misbruger til discipel, fordi et almindeligt menneske vil elske dem, og misbrugere ofte udnytter det.
Som regel er folk mere klar, end de tror, og vi stoler på Helligåndens kraft. Den virkelige nøgle er kapitel tre i At begynde i nåden: De har brug for at vide, hvem de er i Kristus, og forstå den grundlæggende forandring, der skete i dem. Vi har to sider med en liste over 35 forandringer, der sker overnaturligt i det øjeblik, et menneske sætter sin lid til Kristus. De fleste kristne har ingen anelse. Der findes ikke nogen ubetydelig kristen. Hvis de ved, at de har Helligånden, en ny natur og kraft til ikke at synde, er de klar.
Og vi bliver ved med at understrege nåde, nåde, nåde. Bæredygtig forandring kommer af at stole mere på Jesus, ikke af at nogen fløjter, fordi vi løb uden for banen.
Inde i Begyndelse i nåde
Lad os tale mere om Begyndelse i nåde, som du har udviklet gennem årene sammen med hundredvis af mennesker.
Tusindvis har brugt den oprindelige version. Den trængte til en opdatering, så vi har for nylig udgivet en revideret og opdateret version, også i en digital udgave.
Målet er at føre en person fra gaden til dåben, præcis som de gjorde i Apostlenes Gerninger.
Sådan er Begyndelse i nåde opbygget:
Begyndelsen på dit forhold til Gud (kapitel et).
Sådan får du et forhold til Gud, forstår hans nåde i dit liv og griber Joh 3,16: frelsen er en transaktion, der udelukkende bygger på tro. I Den Åbne Dørs Kirke sagde nogle mennesker, som havde lyttet til J. Vernon McGee og deltaget i alle konferencer,: “Det her er så grundlæggende.” Jeg ville sige: “Giv det en chance.” Efter at have arbejdet sig igennem det sagde de: “Det var så godt for mig at gennemgå dette igen.”
Fordybelsen af dit forhold til Gud (kapitel to).
Bønnens kraft: Du har fællesskab med Gud gennem bøn, og han har fællesskab med dig gennem Bibelen. De fleste kristne, selv i konservative kredse, kender vers, men ved ikke, hvordan Bibelen hænger sammen, så vi viser dem, hvordan Det Gamle Testamente er opbygget, og hvordan det hænger sammen med Det Nye Testamente.
Din nye identitet i Kristus (kapitel tre).
Jeg tilføjede dette, fordi de fleste kristnes to yndlingssalmer er “Ligesom jeg er” og “Jeg flyver væk.” Hvad med den mellemliggende del? Mellemdelen er helliggørelse, Romerbrevet 5–8. Dette kapitel fokuserer på Galaterbrevet 2,20: din nye identitet, den kraft du har, og de velsignelser du har i det himmelske.
Formålet med dit forhold til Gud (kapitel fire).
Bygger på Efeserbrevet 2,10. Det er ikke kun præster, der er kaldet; det er alle. En mand, som jeg discipelgjorde, driver en ejendomsvirksomhed, og nu kommer 30 mænd til bibelstudier på hans kontor, hvor de arbejder sig gennem Galaterbrevet og Kolossenserbrevet. Han ser dette som sit formål ifølge Efeserbrevet 2,10.
Forholdet til andre i Kristus (kapitel fem).
Kirke, ægteskab og relationer, men fra nådens og identitetens perspektiv. Det er ikke: “Mænd, elsk jeres hustruer, ellers får I problemer.” Det er: “Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken, og I ved, hvordan han elsker jer.” Vi gennemgår også Ordsprogenes Bog. Jeg stiller åbne spørgsmål undervejs. I går sagde en mangeårig kristen: “Hold da op, Ed, du går lige til sagen. Det her er personligt.” Jeg sagde: “Ja, for hvis det ikke forandrer mit liv, samler jeg bare viden.”
Bibelen siger ikke, at vi skal lægge Guds ord i notesbøger. Den siger, at vi skal gemme det i vores hjerte.
Ed Underwood
At dele Jesu kærlighed med andre (kapitel seks).
Sådan deler man evangeliet. Vi bruger meget tid på Kolossenserbrevet 4,2–6. Vi har vendt det på hovedet: Vi tror, at det at dele evangeliet handler om at tale om Jesus, men Paulus viser, at det handler om at opbygge relationer til ikke-kristne og være opmærksom på dem.
Din del i Kristi legeme (kapitel syv).
Her ville vi spørge: “Hvor vil du gerne tjene i Den Åbne Dørs Kirke?” En helt ny kristen kunne begynde med at lytte til børn, der fremsiger bibelvers i børnearbejdet. En mand, der var fodboldtræner på Azusa Pacific og havde en teologisk grad, var klar til at blive ældste, så jeg udfordrede ham til det. Andre kunne blive ledere af smågrupper.
Det er her, præster har brug for at forstå deres egen jobbeskrivelse. Læs Efeserbrevet 4. Det handler ikke om at prædike prædikener, så flere mennesker kommer. Det handler om at udruste de hellige til tjenestens arbejde.
Ed Underwood
Jeg elsker prædikener og har viet mit liv til at prædike dem præcist.
Men i kirken i Midtvesten skrev jeg noter til smågrupper, hvor der stod: “Hvad var Eds hovedpointe fra søndag?” Om onsdagen kunne folk ikke fortælle mig det. Jeg gjorde kun dette i omkring en måned, fordi det var så pinligt.
Discipelskab bringer dig ind i et andet menneskes liv. I går fortalte den mand, jeg mødtes med, mig tre ting, der snart skulle ske for ham, og jeg skrev dem i min kalender. Han ved, at Ed og Judy vil bede for ham næste tirsdag. Det er nært og effektivt.
Måling af discipelskab
Når det gælder discipelskab, ser det ud til, at præster står over for et valg. Den bedste vækst er ofte langsom vækst som hos et egetræ i stedet for hurtig vækst, der måske ikke varer ved. Hvis en præst vælger den langsomme vej, hvordan måler de den så? Præster kan følge med i givertjeneste, gudstjenestedeltagelse, smågrupper, frivillige og endda trafik på hjemmesiden. Relationelt discipelskab er meget sværere at måle. Hvordan gør vi det?
Primært gennem historier og gennem invitationer. Men den vigtigste indikator er, hvor mange mennesker i din kirke der faktisk gør andre til disciple.
Hvor lang tid det tager, afhænger af personen. Det kan tage et år at føre nogen gennem Begyndelse i nåden.
Med den mand, jeg discipler nu, og som kender sin Bibel godt, tager vi sandsynligvis et kapitel om ugen. Hos Recentered skriver vi også bibelstudier på otte uger om Galaterbrevet og Kolossenserbrevet, og der findes andre ressourcer, fordi man ønsker at forblive en del af den persons liv så længe som muligt. Vi forsøger også at overgive folk til andre, fordi jeg ikke har disciple. Jeg gør mennesker til Kristi disciple.
Discipelskab giver dig også en reel måde at tale om givertjeneste på, ikke: “Vi er i en kirkekrise og har brug for penge.” Du kan spørge: “Fortæl mig om din økonomi. Er du en, der giver?” Som regel behøver jeg ikke spørge, fordi deres økonomi er et rod. Jeg siger: “Det eneste, jeg ved om økonomi, er, at hvis du er en forvalter, lover Jesus at tage sig af dig. Så lad os begynde med at give.” Og det er bæredygtigt, fordi de giver ud fra forståelse og ikke på grund af pres.
For at runde af: Tal om et Jesuscentreret fællesskab og trygge relationer, hvor man fortæller sandheden, som grundlaget for effektivt discipelskab.
Hos Recentered taler vi om at opbygge en atmosfære af nåde. Vi er nødt til at prædike det og gentage det hele tiden. Det er et sted, hvor mennesker ved, at de kan fejle, fordi vi alle kommer til det, og at de ikke behøver at skjule det.
Når jeg besøger en kirke, kan jeg inden for få minutter efter at være trådt ind mærke, om den har en atmosfære af nåde. Folk taler sammen, relaterer til hinanden og bliver hængende. I en atmosfære af nåde forventer mennesker at blive værdsat, lyttet til og hørt. De bliver ikke gjort til skamme, når de begår fejl, men de vil blive korrigeret. Vi siger ikke: “Du har haft en affære, men det er i orden, vi er en nådekirke.” Nåden er hård ved den slags, men på en måde, der siger: “Jeg elsker dig. Det her er forfærdeligt. Lad os tale om det.”
Derefter er vi engagerede i at opbygge tillidsfulde relationer. Når en kirke har en atmosfære af nåde og tillidsfulde relationer, vil discipelskabet blomstre. Jeg ved aldrig, hvor jeg skal begynde med en kirke eller en præst. Nogle gange begynder vi med atmosfæren af nåde, og andre gange med at opbygge tillid blandt lederne.
